Sportsdirektør jubler: - Vi har fået fingre i et stjernefrø
Der er travlhed i Vendsyssel FF lige nu. Onsdag blev det både præsenteret en ny assistenttræner og en potentiel profil til 1. divisionsmandskabet
Opdateret kl. 16:08
For anden dag i træk kan Vendsyssel FF bryste sig af at have købt en spiller fri fra en anden dansk klub. Først landede Magnus Kaastrup fra Lyngby i Vendsyssel, og nu er det 20-årige Adam Ahmad, der er blevet købt i Hillerød.
- Det er fart, målinvolveringer og en god relationsspiller, som vi henter her. Han har nogle individuelle kvaliteter, der er enormt spændende, forklarer sportsdirektør Christian Larsen, der har fulgt Adam Ahmad i meget lang tid.
- Det går langt tilbage. Jeg så ham, da jeg var i Brøndby, og han spillede i B1908. Han skiftede til AB, og i forbindelse med, at jeg var i Jylland for at se en DBU-samling, lagde jeg vejen forbi Hobro for at se ham for AB. Her spillede han en rigtig, rigtig, rigtig god kamp, så han var oppe at vende i Brøndby i forhold til, om vi skulle gå efter ham, så jeg har fulgt ham længe, siger Christian Larsen.
Siden har Adam Ahmad været i HIK og Hillerød, hvor udviklingskurven har været stejlt opadgående.
- Jeg synes, han er et stjernefrø. Vi taler om en spiller, der ikke har den klassiske akademi-uddannelse, så det vil sige, at han indeholder noget intuitivt i sit spil. Hvis han får det hele godt sat sammen i de her rammer, så kan det blive ekstremt spændende, siger Christian Larsen.
- Alder: 20
- Position: Kant, 10'er
- Fod: Højre
- Tidligere klubber: B1908, AB, Lyngby, HIK, Hillerød.
- Kontrakt: Frem til sommeren 2027
Adam Ahmad ser ligeledes store perspektiver for sit skifte til Vendsyssel.
- Jeg glæder mig bare til at blive fuldtidsspiller. Det er stort for mig at kunne koncentrere mig om det, jeg elsker. Jeg elsker at have det sjovt, når jeg spiller fodbold, siger Adam Ahmad, der ved første møde minder om en spiller, der er dejligt ubekymret og entusiastisk omkring sit fodboldspil.
- Jeg ser ikke ret meget dansk fodbold. I det hele taget følger jeg ikke så meget med i fodbold. Jeg nyder bare at spille det, og det glæder jeg mig til at kunne gøre her i klubben, siger Adam Ahmad.
Ny assistenttræner
Vendsyssel FF udvider trænerteamet fra 1. juli med 37-årige Thomas Thinggaard. Han kommer fra en stilling som assistenttræner og videoanalytiker hos AC Horsens, og vil i Vendsyssel FF indtræde i trænerteamet med Cheftræner Bo Zinck og Assistenttræner David Olsen.
- De tre ting, der går igen, når vi snakker om Thomas er arbejdsiver, faglighed og individuel udvikling. Han er meget interesseret i at kunne bidrage til noget individuel udvikling for den enkelte spiller, siger Christian Larsen.
- Vi er ved at have en del på plads, så tidsplanen holder godt, siger Christian Larsen, der ifølge Nordjyskes oplysninger også snart siger goddag til en back, som man lejer i en i superligaklub det kommende års tid.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.