Stadion er Gudumholms gadekær - og måske Nordjyllands smukkeste
Se dronevideo: Der er næsten lige så mange medlemmer af idrætsklubben, som der er indbyggere i den lille landsby

Foto: Torben Hansen
STADION:Der bor kun 735 mennesker i Gudumholm, men den lille landsby i Østhimmerland har alligevel en velfungerende idrætsforening med næsten 700 medlemmer - fordelt på fodbold, gymnastik og fitness.
Byens gulklædte stadion - beliggende midt i et hyggeligt villakvarter - fremstår velplejet både inde og ude. Det er en af grundene til, at det nu er nomineret til titlen som ”Nordjyllands smukkeste stadion”.
- At få den anerkendelse er allerede en sejr for os, siger formand Peer Kristensen.
Over 100 frivillige sørger for at holde hjulene i gang i Gudumholm IF, der blev stiftet i 1933 af Marius Nielsen - formandens morfar. Seneste tilføjelse er et motionscenter, som blev bygget i 2014 til den nette sum af tre millioner kroner. Hovedparten af pengene skaffede idrætsforeningen selv via sponsorer og borgerdonationer.

Legepladsen har også et strejf af Gudumholms gule farve. I baggrunden ses motionscentret, der blev bygget i 2014. Foto: Torben Hansen
- At sådan noget kan lade sig gøre, gør mig virkelig stolt som formand. Og jeg føler også, at der er rigtig mange her i byen, der tager fælles ansvar for, at tingene bliver holdt ved lige. Det betyder noget - både for vores egne aktive, men så sandelig også for vores gæster - at alting fremstår pænt og nydeligt. Gudumholm Stadion skal være et sted, man har lyst til at komme og føler sig velkommen, og det er altså ikke en selvfølge på alle seriestadioner, fastslår Peer Kristensen.
Det var det heller ikke i Gudumholm, før fodbolden i landsbyen for alvor blev organiseret - fortæller æresmedlem Jørgen Pedersen på 85 år.
- Min far har fortalt mig, at de spillede på en mark med køer, som først skulle gennes væk fra banen, og derefter skulle man til at samle kokasser op, før man kunne spille, griner han.
Det var før formandens tid, og Peer Kristensen har da også kun gode minder om fodbolden i Gudumholm. Har er opvokset i en villa, der ligger klods op af stadion, og hvor hans forældre i øvrigt stadig bor. Som ung husker han, at det gamle klubhus nedbrændte i 1979. Det så den daværende formand angiveligt som en kærkommen lejlighed til at få fornyet noget af inventaret.

Formand Peer Kristensen viser her et af Gudumholms fire omklædningsrum frem. Også her er der tjek på faverne. Foto: Torben Hansen.
- Historien lyder, at mens nogen havde travlt med at redde fodboldene ud fra bygningen, så stod han og sparkede dem ind i ilden igen, for han kunne godt tænke sig, at forsikringen donerede nogle nye bolde, griner formanden.
Peer selv var blot tre år, da han indledte sin fodboldkarriere, som siden bragte ham til AaB, hvor han som en elegant sweeper nåede tre førsteholdskampe og også optrådte på ungdomslandsholdet.
- Jeg spillede blandt andet en U19-landskamp mod England på Maine Road i Manchester i 1987, og det var selvfølgelig en stor oplevelse. Som seniorspiller slog jeg ikke helt igennem, men min tålmodighed var nok også for lille. Jeg endte med at gå ind på AaB-formand Preben Larsens kontor og bede om at få min kontrakt ophævet, fordi cheftræner Poul Erik Andreasen ikke rigtig ville satse på mig.
- Det var nok ikke videre klogt, men jeg havde en læreplads i Spar Nord, som jeg valgte at satse på, og jeg vælger at se det positive i, at jeg siden har fået en rigtig fin karriere i bankverdenen, siger Peer Kristensen.
Se dronevideo fra Gudumholm Stadion her:
Peer Kristensens fodboldpassion er i stedet kommet Gudumholm IF til gode. Han har gennem årene været både spiller, cheftræner, holdleder og formand i landsbyklubben, som i sine bedste år har spillet i Serie 2.
- Nu er mine to sønner begge trænere her i klubben, så man kan roligt sige, at klubben er blevet en del af vores familie - og omvendt.
Hvis Gudumholm Stadion ender med at blive kåret til Nordjyllands smukkeste har formanden ingen forkromet plan liggende i skuffen over, hvad førstepræmien til 25.000 kroner skal bruges til.
- Jeg tænker, det er helt op til medlemmerne. Det er demokratiet, der regerer her i klubben, og det er også en af grundene til, at det hele kører så gnidningsfrit, mener Peer Kristensen.
I de kommende dage bringer NORDJYSKE et portræt af de øvrige nominerede til Nordjyllands Smukkeste Stadion: Suldrup Stadion og Nols Stadion (i Saltum).
Der er allerede lavet dette portræt af Bælum Stadion, som også er nomineret
Nørhalne Stadion er også nomineret til prisen. Du kan læse portrættet herunder
Fra tirsdag 23. juni starter afstemningen i konkurrencen her på nordjyske.dk.
Se flere billeder fra Gudumholm Stadion herunder:
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.