Status før OB: Ny AaB'er kan endelig få sin debut

Gudmundur Thórarinsson har været i AaB i tre uger, og nu er debuten måske lige for snuden af ham

Gudmundur Thórarinsson kan snart også assisterere sine holdkammerater i kamp og på anden vis, end han her ses assistere Mathias Ross til træning: <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Gudmundur Thórarinsson kan snart også assisterere sine holdkammerater i kamp og på anden vis, end han her ses assistere Mathias Ross til træning: Foto: Claus Søndberg

AaB spiller mandag fjerde kamp i Superligaen i 2022, da de gæster OB, og der er mulighed for, at den nye AaB-islænding Gudmundur Thórarinsson får debut i opgøret.

Han er i hvert fald i spil.

- Han er tæt på, og han er ved at ramme nogle ting, så han er i spil til at være en del af kampen mod OB, siger AaB's nye cheftræner Lars Friis.

Lars Friis kom første gang på træningsanlægget onsdag, og mandag står han i spidsen for AaB for første gang i en gældende kamp. Foto: Claus Søndberg <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Lars Friis kom første gang på træningsanlægget onsdag, og mandag står han i spidsen for AaB for første gang i en gældende kamp. Foto: Claus Søndberg Foto: Claus Søndberg

Gudmundur Thórarinsson føler også selv, at han er ved at være der, hvor han skal være, før han kan gøre sig gældende på superligamandskabet.

- Jeg er tæt på at være i min topform. Jeg har været med i lidt over to uger, hvor jeg har fået trænet meget hårdt. Jeg er meget tæt på, det er bare at køre videre. Jeg ved, hvad jeg skal gøre for at være i topform, og jeg gør alt, hvad jeg kan. Jeg føler mig stærk og klar til at hjælpe holdet.

- Jeg var klar over, at jeg behøvede lidt mere tid, da jeg kom for at komme i topform, for jeg havde jo været uden klub i to måneder. Det tager bare tid at få fodboldformen i gang igen, og hvis jeg er med på mandag, kommer jeg til at gøre alt, hvad jeg kan, lyder det fra en stålsat islænding.

Den venstrebenede altmuligmand, der især kan gøre sig gældende på AaB's wingback og midtbanepositioner, er klar i mælet, når han skal fortælle, hvad AaB-fansene kan forvente at se fra ham ved en eventuel debut.

- De kan forvente, at jeg kommer til at gøre alt for holdet, det er sådan en spiller, jeg er. Jeg håber, at jeg samtidig kan vise min gode venstrefod og teknik, men først og fremmest kommer jeg til at gøre alt for holdet.

- Jeg savner fodbold rigtig meget efter ikke at have spillet i så mange måneder. Jeg er meget glad for at være i AaB, og nu vil jeg bare gerne spille fodbold, og jeg glæder mig rigtig meget til igen at spille, slutter Gudmundur Thórarinsson.

Lars Friis, der står i spidsen for AaB for første gang mandag aften, oplyser desuden, hvordan status er på resten af truppen forud for opgøret.

- Skadesituationen er egentlig stort set uændret, men Pedro Ferreira er klar til mandagens opgør, siger Lars Friis, og dermed kan AaB glæde sig over at have Pedro Ferreira med for første gang i 2022, efter han i første kamp sad ude med karantæne, og siden blev ramt af en mindre skade.

Rufo er stadig ude med en skade, og Lucas Andersen kæmper sig stadig stille og roligt tilbage efter en længere skadespause.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.