Storspillende Pirates-keeper står med nøglen til guldet
George Sørensen kandiderer til titlen som årets ishockeymålmand, og søndag kan han blive guldhelt i Sparekassen Danmark Isarena

George Sørensen har været en vigtig brik for Aalborg Pirates i denne sæson. Med endnu en brandkamp kan han være afgørende for, at aalborgenserne kan hjemtage DM-guldet i søndagens kamp. Arkivfoto: Henrik Bo
ISHOCKEY:For omtrent et år siden var det Rungsted, der tilspillede sig en række matchbolde i jagten på en DM-titel. I år er det lige omvendt. Nu er det Aalborg Pirates, der har overhånden og muligheden for at sikre sig DM-guldet søndag eftermiddag på hjemmebane.
En stor del af forklaringen på den udvikling skyldes ikke mindst meget solidt keeperspil fra George Sørensen. Pirates-keeperen har været strålende i denne sæson, hvor han kandiderer stærkt til at tage titlen som årets målmand i Metalligaen.
Bedømt alene på finaleserien mod Rungsted Seier Capital, er der ingen tvivl om, at George Sørensen har vundet den direkte duel mod Rungsteds keeper Ville Kolppanen. Finnen har ikke været i stand til at holde samme niveau, som hans forgænger Christopher Nihlstorp gjorde for et år siden. Omvendt har George Sørensen hævet sit i forvejen høje niveau i denne sæson.
Pirates-keeperen har dog ikke skænket den direkte duel ret mange tanker, selvom den er af vital betydning, hvilket han senest beviste fredag aften, da han stod bag en række fantomredninger, der var afgørende for, at Pirates vandt 4-2 i Rungsted.
Rykke på marginaler
- Det er ikke noget, jeg har tænkt over i forhold til, om det er en direkte duel. Jeg har mere fokus på at hjælpe holdet. Jeg er godt klar over, at det er vigtigt, at vi får en stærk defensiv op at køre, og det er min fornemmelse, at det har været tilfældet i slutspillet. Vi forsøger hele tiden at rykke på de små marginaler, siger George Sørensen.
Den stærke keeper har måske en god forklaring på, at det lige nu ser ud til at gå Pirates' vej i finaleserien. Der er nemlig etableret et fantastisk samarbejde med resten af holdet, når der skal forsvares.
- Vi kommunikerer rigtig godt. Der er hele tiden meldinger om, hvor modspillerne befinder sig, og det er bare med til at gøre det nemmere for mig og forsvarsspillerne, så det er en stor del af forklaringen på, at det for eksempel gik godt i Rungsted. Der er heller ingen tvivl om, at alle køber ind på konceptet. Hvis der skal blokeres et skud, så er ingen for fine til at kaste sig ned og gøre det, siger George Sørensen, der glæder sig til søndagens femte finalekamp, der kan sikre Pirates guldet, hvis man vinder kampen.
- Det bliver fedt. Det er stadig en kamp, vi skal ud at spille som en hver anden, men det bliver da sjovt, at vi kan vinde guldet foran vores hjemmepublikum, siger George Sørensen.
Der er en del rutine i netop den disciplin på Pirates-holdet, men træner Garth Murray kommer til at adressere vigtigheden af fokus op til kampen.
Har prøvet det før
- Vi har nogle spillere, der har prøvet den her situation før. Jeg kan også selv huske situationen fra 2018, så jeg kommer naturligvis til at sige nogle ord til spillerne om det inden kampen. Det handler meget om, at vi skal fokusere på de rigtige ting. Selvom det er en kamp, der kan sikre os guldet, så er det stadig en hockeykamp som alle andre, og vi skal stadig ud og levere, siger Garth Murray, der dog glæder sig over, at første matchbold skal afvikles hjemme i Sparekassen Danmark Isarena.
- Det giver os lige det sidste skub og den sidste afgørende energi, at vi har vores fantastiske fans i ryggen. Det kan forhåbentligt være med til at holde energiniveauet en tand højere, så vi kan blive ved med at køre med alle fire kæder, siger Garth Murray.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.