Teenager gennemførte Le Mans som eneste nordjyde
19-årige Malthe Jakobsen kom som eneste nordjyde i mål, da han fik debut ved 24-timersløbet Le Mans som den yngste dansker nogensinde
Opdateret 12. juni 2023 kl. 13:19
LE MANS: Den nordjyske "Mr. Le Mans", Tom Kristensen, var både ambassadør for og grand marshal i dette års jubilæumsudgave af 24-timersløbet i Frankrig. Mens løbet kunne fejre 100 år, blev der tilmed skrevet et nyt kapitel for nordjysk deltagelse.
Kun 19-årige Malthe Jakobsen fra Sennels i Thy deltog nemlig som den yngste dansker nogensinde. Teenageren gennemførte tilmed som eneste af de tre deltagende nordjyder, da han blev nummer 12 i LMP2-klassen og fik en andenplads i den underliggende LMP2 Pro-Am-klasse.
Aalborgensiske Marco Sørensen kørte i GTE AM-klassen med den unge landsmand, Gustav Birch, som medkører. Deres bil udgik dog, inden der var gået to timer, da kommunikationen til kørerne fejlede. Birch fik grønt lys og kørte op i en Cadillac, som derimod havde fået besked om slow zone. Dermed var en fejl fra løbsarrangørernes side medvirkende til, at Marco Sørensen fik meget lidt tid på banen i år.
Anders Fjordbach, ligeledes fra Aalborg, røg ud af LMP2-klassen, da den danske medkører og motorsportsveteran, Jan Magnussen, måtte udgå med deres fælles bil efter 12 hårde timer. Dermed var der kun 19-årige Malthe Jakobsen tilbage af den nordjyske trio, da solen stod op søndag morgen.
For Cool Racing delte den unge thybo bil med bronzekøreren Alexandre Coigny samt franske Nicolas Lapierre, der fire gange har vundet LMP2-klassen ved Le Mens - henholdsvis i 2015, 2016, 2018 og 2019. Malthe Jakobsen var således under en kompetent vinge ved sin første deltagelse i karrieren.
Malthe Jakobsen endte med at køre bilen frem til slutningen af løbet, inden han måtte lade sig udskifte af Alexandre Coigny på grund af den interne fordeling af tid i kørertrioen. Her viste thyboen sine evner godt frem gennem døgnet, hvor han ellers røg ud i problemer natten til søndag. Teenageren ramte en vandpyt, hvilket sendte ham i barrieren halvvejs i løbet. Det kostede flere placeringer, som debutanten selv var med til at indhente nogle af i resten af Le Mans.
I Hypercar-klassen vandt Ferraris nummer 51 med italienske Alessandro Pier Guidi, engelske James Calado og italienske Antonio Giovinazzi. Triumfen blev cementeret, da Toyatos forsvarende vinderbil røg ind i en sen soloulykke. Den italienske Le Mans-sejr kommer efter 50 års fravær fra Ferrari i kongeklassen.
I LMP2 vandt Inter Europol Competitions bil nummer 34 anført af polske Jakub Smiechowski, spanske Albert Costa og schweiziske Fabio Scherer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.