Thybo kørte af banen, men siden fik han et kæmpe smil på
Malthe Jakobsen er overvældet, efter at han blev historisk i sin debut på Le Mans-banen i Frankrig
Opdateret kl. 19:42
LE MANS: Thyboen Malthe Jakobsen kigger med stolthed tilbage på sin debut i racerløbet Le Mans, der gav en samlet andenplads i LMP2 Pro/Am-klassen. Det blot 19-årige stortalent sad bag rattet hos Cool Racing i hele ni af de 24 timers kørsel i det legendariske franske løb.
- Alene det at få debut hernede er svært at sætte ord på, og at tage herfra med en pokal er mere, end jeg havde turdet håbe på. Jeg er glad, lettet og taknemmelig, men mest af alt er jeg virkelig træt, siger Malthe Jakobsen, der blev den yngste danske deltager i løbets historie.
Thyboen fik sig en forskrækkelse undervejs, da han i nattens mulm og mørke kørte bilen af den legendariske franske racerbane.
- Jeg havde lige overhalet en langsommere bil, så min linje ind i et sving var anderledes end normalt. Det prøvede jeg på at kompensere for, men der lå en usynlig vandpyt i udgangen af svinget, som sendte mig af banen, fortæller Malthe Jakobsen om uheldet i en pressemeddelelse.
Konkurrenterne kørte videre i syv omgange, før mekanikerne igen havde bilen køreklar, men tålmodig kørsel af thyboen og teamkammeraterne fik siden rettet godt op på tingene.
Det kaotiske 24 timers-løb handlede i stor udstrækning om at overleve. Mere end 20 biler nåede aldrig at se det ternede flag på grund af kollisioner eller tekniske problemer.
- At gennemføre Le Mans er en sejr i sig selv. At ende på podiet er en af de ting, jeg dårligt har turdet drømme om. Jeg glæder mig, til det synker ind, griner Malthe Jakobsen, der også er overvældet over de mange danske tilskuere, der var til stede.
- Jeg har skrevet autografer og hilst på alle mulige mennesker, som pludselig ved hvem jeg er, og hvad jeg er for én. Det er overvældende og samtidig virkelig fedt. Jeg tror ikke man helt forstår stemningen hernede, før man har oplevet den på egen krop, slutter han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.