Thelander er lappet sammen: Vil rigtig gerne slå dem

AaB's hjemvendte forsvarsklippe er efter 10 år blevet genforenet med Nicklas Helenius i superligaklubben

Et uheld i sidste uges træning har givet Rasmus Thelander et blåt øje, og forsvarsspilleren måtte i øvrigt sys med fire sting. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Et uheld i sidste uges træning har givet Rasmus Thelander et blåt øje, og forsvarsspilleren måtte i øvrigt sys med fire sting. Foto: Henrik Bo

AALBORG:Rasmus Thelander har trænet med hos AaB, siden det i november blev klart, at han vender retur til superligaklubben efter et halvt år i ungarske Ferencvaros. De første kampminutter har han dog stadig til gode.

Det bliver der lavet om på fredag, hvor forsvarsklippen slippes løs i en testkamp mod AC Horsens. Et opgør, som vi livestreamer her på nordjyske.dk med kampstart klokken 14.30.

- Jeg var ikke med i den første testkamp mod Fredericia, fordi jeg var uheldig at nikke ind i baghovedet på Anosike Ementa ved træningen dagen forinden. Jeg fik en flænge under øjet, som måtte sys med fire sting, og øjet var hævet, så jeg ikke rigtig kunne se noget. Men nu er jeg helt klar til kamp, fortæller Rasmus Thelander.

Cheftræner Erik Hamrén må til gengæld se bort fra trioen Josip Posavec, Younes Bakiz og Allan Sousa mod AC Horsens. En modstander, som de fleste spår, bliver AaB's direkte konkurrent i forårets hundeslagsmål for overlevelse i 3F Superligaen.

- Dem vil jeg gerne slå, for det kan da godt give en lille psykologisk fordel, men jeg vil selvfølgelig hellere slå dem to gange i forårssæsonen. Og formålet med fredagens kamp er jo primært at lykkes med nogle af de ting, vi har arbejdet med til træning, siger Rasmus Thelander.

Nicklas Helenius og Rasmus Thelander spillede sammen i AaB i sæsonen 2012/2013. Nu er de atter samlet i Aalborg. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Nicklas Helenius og Rasmus Thelander spillede sammen i AaB i sæsonen 2012/2013. Nu er de atter samlet i Aalborg. Foto: Henrik Bo

Kampen mod AC Horsens bliver første mulighed for at se den nyindkøbte angriber, Nicklas Helenius, i aktion for AaB. Han har kun trænet med to gange før fredagens test, men har alligevel nået at sætte et markant aftryk.

- Det har været utrolig fedt at få "Helle" ind i truppen, for han har kvalitet, og det har vi brug for. Allerede fra første dag har han taget masser af ansvar, så jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham, lyder det fra Rasmus Thelander.

AaB's plan mod AC Horsens bliver at skrue op for antallet af spilleminutter til den enkelte.

- Vi kommer så vidt muligt til at give alle spillerne 45 minutter mod Horsens og har ikke fokus på en idealopstilling endnu. Men jeg håber selvfølgelig at se bedre spil end i den første testkamp mod Fredericia, hvor vi spillede vi alt for langsomt i første halvleg og ikke kommunikerede  godt nok. Heldigvis kom vi med langt mere tempo og intensitet i anden halvleg, og det skal vi bygge videre på,  forklarer Erik Hamrén.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.