Thisted bliver vært for pokalfinale i fodbold
Lørdag 4. juli skal kvindernes pokalfinale afvikles - og det kan blive med FC Thy-ThistedQ som den ene part på hjemmebanen
FODBOLD: Dansk Boldspil-Union har fredag afgjort, at årets pokalfinale i fodbold for kvinder skal spilles i Thisted.
Stadion på Lerpytter (kendt under sponsornavnet Sparekassen Thy Arena) får værtsrollen lørdag 4. juli med kampstart kl. 15.30.
Dermed kan FC Thy-ThistedQ få hjemmebane, da holdet er i semifinalen, hvor de onsdag 1. juli møder KoldingQ på udebane. I den anden semifinale mødes Fortuna Hjørring og FC Nordsjælland.
- Det ville være for kort varsel for klubberne, først at finde et finalestadion onsdag aften efter finalisterne er fundet. Vi har derfor allerede nu valgt FC Thy-ThistedQ, og det har vi fordi, at de har vist over en lang periode, at de er rigtig gode til at afvikle den type kampe. De havde blandt andet det højeste gennemsnitlige antal tilskuere i hele efterårssæsonen i Gjensidige Kvindeliga, fortæller Nicolai Kaas, Ligachef for Gjensidige Kvindeliga.
I Thisted er begejstringen stor, og de glæder sig til at skulle afvikle dette års pokalfinale.
- Vi har selvfølgelig en ambition om selv at være en del af finalen. At få lov at lægge stadion og påtage sig den opgave, sætter vi som klub meget stor pris på. Vi vil gøre vores ypperste for at det bliver en succes og en rigtig god dag for alle involverede, fortæller Per Nørgaard, Formand i FC Thy-ThistedQ.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.