Thisted er tæt på at sælge tidligere AaB-spiller til succesklub
Thisted FC har ikke haft den ønskede succes i efterårets kampe, men en af klubbens profiler har alligevel formået at gøre så god reklame for sig selv, at han nu er på vej til en større klub

Thisted FC er tæt på at sælge en af klubbens største profiler til en 1. divisionsklub. Arkivfoto: Bo Lehm
THISTED:Mens Thisted FC ikke har levet op til forventningerne i denne sæson som kollektiv, har enkelte spillere formået at holde et højt niveau. En af disse profiler er den 24-årige forsvarsspiller Laurits Bust, der har været blandt sit holds bedste i et ellers svingende efterår.
Det er der andre klubber, der har fået øjnene op for. Allerede i sommerens transfervindue var Laurits Bust på radaren hos Hobro, men nu har den tidligere AaB-spiller tiltrukket sig opmærksomhed fra Sjælland.
Ifølge Nordjyskes oplysninger er Thisted FC-profilen på vej til Næstved Boldklub, der er villig til at indfri Thisted FC's transferkrav. Der skulle være tale om et relativt overkommeligt beløb, da Laurits Bust har kontraktudløb efter denne sæson.
I Næstved er der god brug for Laurits Bust, der som venstrebenet stopper går ind og tilbyder et alternativ til Næstveds nuværende stopper-duo, der begge har højre fod som den foretrukne sparkefod.
Dermed ser det altså ud til, at Laurits Bust har gode muligheder for at komme i spil hos 1. divisionsoprykkeren, der i denne sæson har klaret sig over al forventning. Spørg bare Hobro og Vendsyssel, der begge fik bank, da de gæstede Sydsjælland.
Laurits Bust har spillet sin seniortid i Thisted FC, men som ungdomsspiller repræsenterede han primært AaB. I denne sæson er det blevet til 14 kampe og seks gule kort for den fysisk stærke midtstopper.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.