Thisted FC fik sat en lille prop i nedturen
Thyboerne tog ikke forgæves på langfart til Lolland Falster, hvor Oliver Andreasen fandt netmaskerne
Opdateret kl. 20:50
Efter tre nederlag på stribe nærmede Thisted FC sig faretruende bunden af 2. division i fodbold, men lørdag fik thyboerne sat en prop i nedturen på udebane mod midterholdet Nykøbing FC.
Cheftræner Daniel Kristensen havde taget konsekvensen af en dårlig periode hos thyboerne ved at skifte to mand i startopstillingen. Tobias Friis og Jonas Graabæk Hansen startede inde på bekostning af Daniel Johansen og Ahmed Gero.
Udebaneturen på 425 kilometer til Lolland Falster startede dog ikke videre heldigt. Der var spillet mindre end fem minutter af opgøret, da Emeka Nnamani gjorde livet surt for Thisted med en scoring.
Unge Oliver Andreasen sørgede dog for udligningen til 1-1 kort inde i anden halvleg med et flot venstrebensspark fra kanten af feltet. Det var midtbanespillerens første mål i sæsonen, men tidspunktet var yderst velvalgt.
Det ene point betyder, at Thisted FC kun har fire point op til en plads i top-6, men omvendt har de også kun fire points luft til Skive på sidstepladsen.
Der resterer blot en enkelt spillerunde her i efteråret i 2. division. På lørdag 18. november slutter Thisted året af på hjemmebane mod FC Roskilde.
- Fodbold, 2. division, mænd
- Mål: 1-0 Emeka Nnamani (4. minut), 1-1 Oliver Andreasen (58. minut)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.