Thisted FC-spillere skal til kontrakteksamen

Thisted FC har en lang række spillere, der skal vise, at de også skal være en del af klubbens setup i næste sæson

Jonas Hansen er en af relativt få Thisted FC-spillere, der også har kontrakt med klubben i næste sæson. <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Jonas Hansen er en af relativt få Thisted FC-spillere, der også har kontrakt med klubben i næste sæson. Arkivfoto: Bente Poder

THISTED:Når Thisted FC lørdag åbner oprykningsspillet i 2. division er det uden skyggen af chance for at rykke op. Derfor bliver det ikke alle mulige spekulationer om oprykning, som klubben kommer til at indgå i, men mindre kan bestemt også gøre det. 

- Vi er bare glade for, at vi ikke kommer til at tænke mere i retning af nedrykning. Det kan godt være, at vi ikke har nogen som helst mulighed for at rykke op, men det er stadig fedt, at vi er kommet med i oprykningsspillet, for nu venter der os 10 udfordrende kampe, siger Thisted FC-træner Daniel Kristensen. 

En af de vigtigste opgaver for den relativt nye Thisted FC-træner bliver at finde ud af, hvem der skal satses på til næste sæson. Store dele af den nuværende trup har nemlig kontraktudløb efter denne sæson. 

- Vi har mange underliggende faktorer, der kommer i spil i de kommende kampe. Blandt andet skal vi blive klogere på, hvilke spillere vi skal have med videre. Vi er i fuld gang med den proces, men det er klart, at de kommende kampe kommer til at spille ind, siger Daniel Kristensen. 

Blandt de spillere, der er på kontrakt til næste sæson er blandt andet Jonas Hansen, Tobias Damsgaard, Mikkel Agger, Ahmad Gero og Jeppe Svenningsen. 

Thisted-træneren forventer, at mange af de nuværende spillere skal med videre på rejsen mod at kunne spille med i toppen af 2. division. Nogen masseudrensning bliver det ikke til. 

- Jeg vil meget gerne hente en eller to nye spillere til sommer, men vi kommer ikke til at hente fire-fem nye spillere. Dels er der ikke økonomi til den slags, og dels har vi også geografien mod os, siger Daniel Kristensen. 

- Heldigvis har vi en trup, som fortsat har et stort udviklingspotentiale med flere spillere, der skal bygge på, så det er også en del af missionen for de kommende 10 kampe i oprykningsspillet. 

- Vi får nogle fede og meget udfordrende kampe. 2. division har aldrig været stærkere, og hvis vi ser bort fra os og Aarhus Fremad er det jo stort set fuldtidsprofessionelle hold, vi skal møde. Der er virkelig sket en udvikling, og det kan vi også se, når vi kommer på udebane. Her kommer vi til at spille foran 1000 tilskuere eller flere hver gang, siger Daniel Kristensen. 

Thisted FC er selv uden chance for at rykke op, men motivationen for at drille de øvrige hold skal man ikke tage fejl af. 

- Vi skal bare give los. Vi kan forhåbentlig drille nogle af de andre hold, så vi kan være med til at påvirke oprykningsspørgsmålet, siger Daniel Kristensen. 

Thisted FC indleder lørdag oprykningsspillet på hjemmebane mod topholdet B93. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Topchef færdig
Luk