Thisted FC tabte skridt i kampen for top-seks
Sportschef Peter Bechmann kalder opgøret mod HIK en bet. Men han sigter fortsat efter oprykningsspillet

Ahmad Gero formåede ikke at komme på tavlen, inden han blev skiftet ud med Aramis Kouzine. Arkivfoto: Bente Poder
FODBOLD:Thisted FC glippede lørdag en oplagt mulighed for at lægge an til angrebet på den eftertragtede top-seks i 2. division. Det er nemlig den bedste halvdel, der kvalificerer sig til oprykningsspillet efter 22 runder.
På udebane tabte de til HIK, som ligger i den tunge ende af tabellen, og det var således et opgør, som thyboerne skulle have noget med fra. Det medgiver sportschef Peter Bechmann.
- Vi har blikket 100 procent mod den top-seks. Desværre er vi lidt mere hakkende præstationsmæssigt end håbet. Nu lavede vi en bet igen, men vi følte, at formkurven var lidt opadgående. Vi havde håbet på mere mod HIK. Når det er sagt, er vi fuldt ud med i kampen om top-seks og håber på at komme med, siger han.
Dermed er der tre point op til Skive på sjettepladsen.
HIK - Thisted FC 2-1 (2-0)
Mål: 1-0 Oskar Høybye (15. minut), 2-0 Adam Ahmad (22. minut), 2-1 Aramis Kouzine (90. minut)
Advarsler: Jeppe Svenningsen, Thisted (35. minut), Simon Trier, Thisted (41. minut), Frederik Valdbjørn, HIK (47. minut), Laurits Bust Sørensen, Thisted (61. minut), Youcef Mokdad, HIK (94. minut)
Det var Hellerup-spillerne, som gennem kampen pressede mest på. Efter et kvarters spil bragte københavnerne sig også foran, da et hjørnespark endte ved fjerneste stolpe, og Oskar Høybye sendte bolden ind bag Andreas Raahauge.
Kun syv minutter senere var det Adam Ahmads tur på tavlen for HIK. På en dyb bold fra en spids vinkel snød han både forsvar og målmand med sin friløber, og dermed var der lang vej tilbage for thyboerne.
I overtiden fik indskiftede Aramis Kouzine en lille trøst på Thisteds vegne, da han stod klar ved fjerneste stolpe efter Mikkel Aggers tværaflevering inde i feltet. Dermed fik den canadisk-ukrainske angriber sit første divisionsmål for thyboerne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.