Thisted høster store FCK-roser: Her er de bedre end alle andre danske hold vi har mødt

Thisted FC døde med støvlerne på, da man tabte til FC København i pokalturneringen. Det er også blevet anerkendt af FCK-lejren

Mikkel Agger og Thisted FC imponerede FCK med den helstøbte indsats, der blev ydet mod mesterholdet. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Mikkel Agger og Thisted FC imponerede FCK med den helstøbte indsats, der blev ydet mod mesterholdet. Foto: Henrik Bo

THISTED:Der var mange pæne ord at sætte på Thisted FC's pokalindsats mod FC København. Den næsten heltemodige præstation af de lokale helte fik stor anerkendelse fra de lokale fans, men også i FCK-lejren var der ros til Thisted FC efter københavnernes 3-1-sejr, der først kom i hus efter forlænget spilletid. 

- Thisted fik fornemmelsen af, at der var noget at hente. Jeg må bare rose Thisted, for de spillede kampen, som sådan en pokalkamp skal spilles. De spillede med stor opportunisme, selvom de kom bagud, siger FC Københavns træner Jacob Neestrup. 

FC København var undervejs i god kontrol med spillet, men både i første og anden halvleg af den ordinære kamp spillede Thisted FC sig frem til store chancer. Blandt andet fik Ahmad Gero en stor chance i anden halvleg, som sagtens kunne være endt som en scoring. Netop Thisted FC's chanceproduktion aftvinger respekt fra Jacob Neestrup.

- Det er det danske hold, der har skabt flest chancer mod os, mens jeg har været træner. Det skal de have kæmpe ros for. Gero, Agger og Bustamante skabte virkelig problemer for os. Så må jeg også sige, at deres keeper stod fremragende, siger FCK-træneren, der generelt er fuld af lovord om Thisted.

- Man skal passe på med at snakke os for meget ned, og så skal vi virkelig bare rose Thisted-holdet, for de var virkelig godt sat op til kampen, siger Jacob Neestrup. 

FCK har på få uger været to gange i Nordjylland for at avancere i pokalturneringen. Først Hobro og siden Thisted FC har givet løverne kamp til stregen. Efter kampen var Neestrup dog ligeglad med, om man skulle til Nordjylland en tredje gang i jagten på en pokaltriumf.

- Rent geografisk betyder det ikke så meget, fordi næste runde er både ude og hjemme, så vi tager, hvad der kommer, siger Jacob Neestrup.  

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.