Thisted tog point med hjem fra hovedstaden
På en sen udligning fra Christian Hørby fik Thisted FC et point med fra udekampen mod AB

Thisted FC fik et point med hjem fra udekampen mod AB via en sen udligning. Arkivfoto: Henrik Bo
GLADSAXE:Da der resterede to minutter af kampen mellem AB og Thisted FC lignede det en lang hjemtur for thyboerne, der var bagud med 1-2 efter en kamp, som sagtens kunne være lukket og slukket til AB's fordel på det tidspunkt.
Bedst som det lignede et nederlag, så fik Thisted FC tilkendt et straffespark, som Christian Hørby sikkert fik konverteret til en 2-2-udligning.
Dermed fik Thisted FC slået kapital på et ihærdigt arbejde, der undervejs havde kastet chancer af sig.
Kampbilledet bar dog til en vis grad præg af, at begge hold ikke har noget at spille for. Lidt løs markering var årsag til, at Silas Madsen fik scoret til 1-0 efter cirka fem minutters spil.
Thisted FC kom tilbage på omgangshøjde, da Alessio Alicino endte med at score et selvmål. 1-1 lignede stillingen ved pausetid, men lige inden pausefløjtet fik Frederik Ellegaard bragt AB på 2-1.
I anden halvleg forsøgte Thisted gradvist at mobilisere et tiltagende pres, mens AB havde et par omstillingsmuligheder. Intet af det resulterede dog i mål. Altså lige indtil Christian Hørby scorede på føromtalte straffespark.
Med det ene point er Thisted på 40 point på sjettepladsen, mens AB på femtepladsen har 46 point.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.