Tidligere AaB-boss gør comeback
Efter flere måneders radiotavshed er der nu nyt omkring Thomas Bælum

AaB’s tidligere administrerende direktør Thomas Bælum har fremtiden på plads. Foto: Henrik Bo
Tilbage til min tidligere branche.
Sådan skriver den tidligere AaB-direktør Thomas Bælum i et opslag på LinkedIn om sin fremtid, som han 1. september tager hul på.
Der er dog ikke tale om et comeback til AaB's sportslige ledelse eller til fodboldbanen for den sags skyld. Til gengæld er det et comeback til konsulentbranchen.
Thomas Bælum indtræder som medejer og partner i konsulent- og rekrutteringsfirmaet Kompetent.
- Jeg ser frem til igen at hjælpe virksomheder med at finde deres næste medarbejder og guide kandidater hen til deres næste karriere. Samtidig vil jeg gerne takke alle de skønne kollegaer og samarbejdspartnere, som jeg har haft i AaB. Jeg glæder mig til at se jer alle på stadion, når jeg igen trækker AaB-ambassadørtrøjen over hovedet, skriver han.
Bælum indgår i Kompetents ejerkreds med grundlæggere Jørn Andersen og Morten Papendick Andersen samt Louise Koldborg og Karsten Forster Romby.
Kompetent er et konsulent- og rekrutteringsfirma med hovedsæde i Aalborg. Virksomheden, som Thomas Bælum nu er medejer og direktionsmedlem i, tjente sidste år 2,5 millioner kroner efter skat.
Rejsen uden Bælum
30. marts i år udsendte AaB en fondsbørsmeddelelse, hvori klubben fortalte, at Thomas Bælums arbejde som administrerende direktør skulle slutte senest ved udgangen af april, når der var lavet en overlevering af hans arbejdsopgaver til den på daværende nye ejerkreds SSE 22.
- Vi har haft en rigtig god dialog med Thomas igennem denne proces, og nu er vi et sted, hvor vi er trygge organisatorisk omkring det kommercielle set-up, hvorfor begge parter mener, at timingen til at gå hver til sit er den rette, lød det fra Niels David Nielsen, bestyrelsesformand for AaB.
Den tidligere forsvarsspiller Thomas Bælum var enig i, at han ikke skulle være en del af det forestående projekt i AaB.
- I det nye setup for AaB har jeg haft overvejelser omkring min egen rolle, og jeg har nu vurderet, at timingen for at gå hver til sit er den rette, sagde han.
Jesper Dalum, der er økonomichef i AaB, blev dengang indsat som midlertidig varetager af opgaverne som administrerende direktør. De opgaver udfylder han stadig.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.