Tidligere AaB'er gjorde det onde ved nordjyderne i pokalfinalen
AaB tabte pokalfinalen efter lang afbrydelse i første halvleg
Opdateret 02. juli 2020 kl. 08:18
FODBOLD: Der var ingen nordjyder, der kunne være tilfredse, da de forlod Blue Water Arena i Esbjerg efter årets finale i Sydbank Pokalen onsdag aften.
AaB tabte kampen med 2-0 til det ellers på forhånd undertippede mandskab fra SønderjyskE, og samtidig måtte nogle af AaB's fans forlade stadion før tid, fordi de ikke indordnede sig under de særlige forholdsregler, der gælder for fodboldkampe under den igangværende pandemi.
Fra kampens start var der ellers godt gang i fansene, selvom der kun var lukket 750 fans ind pr. klub, og der blev sunget flittigt i begge ender.
AaB virkede som det mest animerede mandskab fra kampens start, hvor holdet pressede højt, men det blev ikke til rigtige chancer.
En lang aflevering fra Jakob Ahlmann til Kasper Kusk kunne have givet chancen, men Kusk spottede ikke en helt fri Tom van Weert, der kunne have haft en stor chance, og i stedet blev det til hjørne.
Stadionspeakeren havde flere gange opfordret fansene til at sætte sig ned, og da den advarsel var blevet siddet overhørig længe nok, så dommer Jørgen Daugbjerg Buchardt ingen anden udvej end at at afbryde kampen, indtil alle fulgte reglerne.
Dermed var kampen afbrudt i 18 minutter, for flere AaB-fans havde svært ved at forstå beskeden.
Pausen så ud til at bekomme SønderjyskE klart bedst. De kom stærkere ind i duellerne og begyndte at blive farligere. Og i det 41. minut gav det resultat.
Magnus Christensen tabte en duel på midten af banen, og SønderjyskE satte i fart. Johan Absalonsen lagde et godt tidligt indlæg, og fra kanten af feltet kunne den tidligere AaB'er Anders K. Jacobsen sparke bolden i nettet med lidt hjælp af en afretning fra en ellers godt spillende Rasmus Thelander.
Og det blev ondt værre for AaB, der samtidig måtte se anfører Lucas Andersen gå fra banen med en skade, efter han tidligere i halvlegen var blevet flæsket af Julius Eskesen. Søren Tengstedt erstattede ham på banen.
SønderjysKE kom også på 2-0. En stærk indøvet frisparksdetalje endte i bagsiden af feltet, hvor den flot blev lagt på tværs til en igen fremadstormende Anders K. Jacobsen, der gjorde det til 2-0.
Dermed så det særdeles svært ud for AaB, der ikke havde meget at skyde med fra bænken, men holdet fik et lille håb, da SønderjysKE blev en mand i undertal, da Julius Eskesen fik sit andet gule kort.
Søren Tengstedt begyndte samtidig at vise sig i front, og to gange kom han til gode afslutninger efter sologennembrud, hvor han satte flere modstandere af.
Men ind ville bolden ikke, og dermed må AaB konstatere, at sæsonen er en skuffelse med det, der ligner en sjetteplads i Superligaen og en tabt pokalfinale - den niende tabte finale i 12 forsøg. For SønderjyskE er det til gengæld den første titel i klubbens historie.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.