Aalborg

Tidligere AaB-formand pludselig død

Per Søndergaard Pedersen blev blot 66 år gammel

Per Søndergaard Pedersen, der var bestyrelsesformand i AaB fra 2005 til 2010, døde lørdag i en alder af 66 år. Arkivfoto: Daniel Mikkelsen
Per Søndergaard Pedersen, der var bestyrelsesformand i AaB fra 2005 til 2010, døde lørdag i en alder af 66 år. Arkivfoto: Daniel Mikkelsen Daniel Mikkelsen

Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:04

NEKROLOG: Erhvervsmanden Per Søndergaard Pedersen, Aalborg, døde pludselig lørdag 16. maj i en alder af 66 år.

Ved sin død havde han intet mindre end 59 roller i dansk erhvervsliv - lige fra direktør til menigt bestyrelsesmedlem.

I den brede offentlighed var han især kendt for sin tid som bestyrelsesformand i superligaklubben AaB fra 2005 til 2010.

Per Søndergaard Pedersens erhvervskarriere tog for alvor fart i 1983, da han blev leder af Spar Nords første erhvervsafdeling. Fra 1989 stod han som direktør i spidsen for ejendomsudviklingsvirksomheden TK Development, og det blev karrierens helt store succeshistorie.

Ved Per Søndergaard Pedersens ansættelse var TK Development en virksomhed med otte medarbejdere, en omsætning på 100 millioner kroner og en egenkapital på 20 millioner kroner. Da han i 2002 forlod direktørstolen, var der nu 200 medarbejdere, omsætningen var steget til fire milliarder, og egenkapitalen lød på 2,5 milliarder.

Da Per Søndergaard Pedersen forlod TK Development, var det for at hellige sig en karriere som professionelt bestyrelsesmedlem, og samme år blev han en del af bestyrelsen i AaB.

Efter tre år som menigt medlem blev han i 2005 bestyrelsesformand, og han sad på posten, da AaB i 2008 blev dansk mester for tredje gang i klubbens historie og senere samme år deltog i Champions League.

En række investeringer slog dog samtidig fejl i disse år, så da AaB præsenterede et underskud på 87 millioner kroner for regnskabsåret 2009, tog Per Søndergaard Pedersen i april 2010 konsekvensen og trak sig som bestyrelsesformand. Han ønskede ikke, at kritikken af hans person forstyrrede arbejdsroen i AaB.

Per Søndergaard Pedersen efterlader sig hustru, tre sønner, to bonussønner og syv børnebørn.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden