Fodbold

Tidligere divisionsspillere kæmper for fællesskab efter kollaps

Det er klubfølelsen og ønsket om at hygge sig med fodbold, der får tidligere divisionsbomber til at gå nye veje

Sead Gavranovic er blevet så meget klubmand, at han nu får en ny rolle i arbejdet med at genrejse Jetsmark efter Jammerbugt FC's konkurs. 
Sead Gavranovic er blevet så meget klubmand, at han nu får en ny rolle i arbejdet med at genrejse Jetsmark efter Jammerbugt FC's konkurs.  Arkivfoto: Lars Pauli

JETSMARK: Med afslutningen på sæsonen 2022/23 var det også et farvel til Jammerbugt FC. Den for længst konkursramte klub har som et andet spøgelse hjemsøgt 2. divisionstabellen i hele sæsonen, men nu forsvinder Jammerbugt FC, og tilbage står Jetsmark IF.

Klubbens bedste seniorhold har plads i jyllandsserien 1, hvor man i efteråret skal forsøge at spille sig til en plads i danmarksserien. 

Klubben har med cheftræner Allan Kjeldsen i spidsen fået skabt en stærk seniorafdeling, der bygger på de værdier, der også i mange år gennemsyrede divisionsholdet under forskellige navne. Sammenhold og klubfølelse er nøgleordene i Jetsmark IF. 

Nu træder to klubfolk og tidligere divisionsspillere ind i trænerteamet for at supplere Allan Kjeldsen. Det bliver i rollen som spillende assistenttrænere, at Simon Jensen og Sead Gavranovic skal hjælpe til i næste sæson. 

- Vi håber, at en del af de gamle Jammerbugt-folk også vil være med i Jetsmark-regi. Indtil videre er det mig selv, Simon Jensen, Søren Pedersen og Nikolaj Lyngø, der er med, men det kunne være sjovt, hvis der kom flere af de gamle gutter tilbage, for vi prøver at skabe samme fællesskab, som altid har kendetegnet klubben, siger Sead Gavranovic. 

De fire ovennævnte spillere var alle en del af Jammerbugt FC's trup, da klubben for to år siden rykkede op i 1. division. Siden er der skiftet mange fisk ud i Blokhus Fiskepark, og nu er det en helt ny udfordring, der venter fodbolden i Pandrup-området. 

- Det gjorde ondt at se, hvordan det hele udviklede sig med Jammerbugt FC. Jeg har hele tiden prøvet at bevare troen på, at det nok skal blive godt igen. Nu kan jeg se, at vi i Jetsmark kan få det samme sammenhold, og det glæder mig meget. Det er også derfor, at jeg gerne vil være med, siger Sead Gavranovic. 

Klubmand

Det er mest af alt kærligheden til spillet og til klubben, der gør, at Sead Gavranovic har valgt at drosle ned for ambitionerne og i stedet hellige sig Jetsmark IF.

- Jeg var med på jyllandsserien sidste efterår, og i foråret har jeg været med på serie 4. Jeg er ligeglad, hvilket hold, jeg spiller på. Jeg vil bare gerne spille fodbold og hjælpe klubben. Jetsmark IF er det tætteste, jeg kommer på en klub, som jeg kan kalde min klub, siger Sead Gavranovic.

Han har ikke for alvor trænet det seneste år. Her har opgaven som U19-træner i Jetsmark fyldt det meste rent fodboldmæssigt, og så har en familieforøgelse også krævet mange af døgnets vågne timer.

- Det passer mig perfekt, at jeg også kan være assistenttræner, mens jeg spiller. Jeg kan mærke, at det har tændt noget i mig i forhold til at blive træner. Det vil jeg meget gerne forfølge, men jeg vil også bare gerne spille, så længe jeg har mulighed for det, forklarer Gavranovic. 

Med en tilværelse i jyllandsserien er der langt op til det niveau, som Jammerbugt FC befandt sig på, men det er på ingen måde et ønske om at komme tilbage på divisionsplan, der driver Sead Gavranovic. 

- Vi kan mærke, at opbakningen er der fra lokalområdet. Vi har ikke sat noget egentligt mål om, at vi vil det ene eller andet, men personligt vil jeg gerne være med til at spille os op i danmarksserien, siger Sead Gavranovic. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden