Fodbold

To gyldne minutter: Nordjyder klar til 8. dels finaler i Champions League

Fortuna Hjørring sørgede med en 3-2 sejr for sikkert videre avancement i den fornemste turnering i klubfodbold for kvinder

Fortuna Hjørring spillerne kan juble over videre avancement i Champions League. Foto: Jess M. Madsen
Fortuna Hjørring spillerne kan juble over videre avancement i Champions League. Foto: Jess M. Madsen

Opdateret 17. december 2020 kl. 16:34

HJØRRING: På et par gyldne minutter hen mod slutningen af 2. halvleg sørgede Fortuna Hjørrings fodboldkvinder for, at det også blev til sejr i returkampen på Nord Energi Arena mod slovenske ZNK Pomurje.

Først nettede Mathilde Carstens med et flot langskud, og to minutter senere headede Sara Thrige 3-1 målet i kassen på oplæg fra Sara Holmgaard.

De to mål sikrede den endelige 3-2 sejr.

For selv om slovenske Pomurje kom til Hjørring med et 3-0 nederlag i bagagen fra hjemmekampen i Slovenien, så virkede det ikke som om, de ville lægge sig fladt ned og lade Fortuna Hjørring slippe let fra returkampen

Tværtimod var det dem, der trykkede på i kampens start, hvor 3-0 sejren i Slovenien virkede som lidt af en sovepude for nordjyderne.

Fortuna Hjørring fik dog kæmpet sig ind i kampen, og i det 20. minut fik Sara Thrige en stor chance i form af en friløber, men hendes skud blev blokeret af en velspillende slovensk målmand, Iva Kocijan, der også stod i vejen to minutter senere, da Emma Snerle pludselig stod helt fri til skud efter en misforståelse i det slovenske forsvar.

Det var dog den ene af tvillingerne Holmgaard - Sara - der var første halvlegs absolut bedste Fortuna-spiller. Med stort overblik og et usædvanligt velspillende venstreben strøede hun om sig med lange præcise afleveringer, der i halvlegens sidste halvdel gav nordjyderne flere gode muligheder.

Et hjørnespark fra Sara Holmgaard endte da også direkte i det slovenske net. Men målet blev underkendt, da der blev dekreteret slovensk frispark - begået mod målmand Iva Kocijan.

Symptomatisk var det dog, at da Fortuna Hjørring i halvlegens sidste minut endelig fik scoret, så kom det også efter et hjørnepark fra Sara Holmgaard. Hendes milimeterpræcise indlæg havnede for fødderne af Emma Snerle, der bare skulle prikke bolden over stregen.

Anden halvleg startede lidt lige som første med slovenerne i førersædet, og det førte da også til udligning i det 65. minut, hvor nordjyderne blev spillet tynde og Neli Hofman kunne med et fladt skud passere Freja Thisgaard i Fortuna-målet.

Derefter bølgede det lidt frem og tilbage med et par halve chancer til nordjyderne for igen at komme foran - indtil de altså slog til med de to gyldne minutter.

At så Pomurje fik pyntet på resultatet i tre minutters overtid gjorde knap så meget.

Fortuna Hjørring-kvinderne er klar til at spille flere knock out kampe i Champions League til foråret. Nu kan de bare holde juleferie og vente på lodtrækningen og se, hvem der kommer op af hatten til 8. dels finalerne om nogle måneder.

Udover fodboldspillet havde kampen yderligere et til tider underholdende indslag i den slovenske træner Sandi Bauer. Konstant råbende og dirigerende med sine spillere lykkedes det ham da også at rage et gult kort til sig, da han i det 37. minut brokkede sig over et indkast, der ifølge ham gik den forkerte vej.

Omkring 200 småfrysende tilskuere så Fortuna Hjørring sikre sig adgang til flere knock out kampe i foråret.

KAMPFAKTA:

Mål: 1-0 Emma Snerle (45. minut), 1-1 Neli Hofman (65. minut), 2-1 Signe Carstens (80. minut), 3-1 Sara Thrige (82. minut), 3-2 Spela Kolbl (90 + 3. minut)

Advarsler: 14. min. Sara Thrige, 53. min. Karen Holmgaard, 55. min. Sara Makovec

Startopstilling Fortuna (4-4-2): Freja Thisgaard - Sara Holmgaard, Victoria Frances Bruce, Emily Garnier, Sara Andersen - Indiah-Page Riley, Karen Holmgaard, Brenna Rae Ochoa, Machaela George - Emma Snerle, Olivia Møller Holdt

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden