Træner spares væk: - Vi skal et økonomisk overforbrug til livs
Selskabet bag Thisted FC og FC Thy-Thisted Q er ude i en større økonomisk tilpasning for at give sig selv mulighed for at skabe en sund drift
Ved indgangen til 2024 blev nordjysk elitefodbold en trænerprofil fattigere.
Peer Lisdorf, der har stået i spidsen for FC Thy-Thisted Q's kvindeligahold siden 1. januar 2022. Men efter to år er det farvel og tak til Lisdorf, der er blevet opsagt af økonomiske hensyn til klubbens videre drift.
På klubbens hjemmeside udtaler direktør Søren Pedersen, at man har været meget glad for det store engagement og den store faglighed, som Peer Lisdorf har lagt for dagen. I sidste ende er det nogle andre faktorer, som gør sig gældende i forhold til opsigelsen.
- Vi har været i gang i længere tid med at gå økonomien igennem for hele selskabet, og her er det nødvendigt med nogle nedskæringer, så vi kan skabe en sund drift. Det handler om en nødvendig tilpasning, siger Søren Pedersen.
Det er ingen hemmelighed, at økonomien i selskabet bag Thisted FC og FC Thy-Thisted Q har været udfordret, og i forbindelse med, at man skulle finde en ny direktør, udtalte daværende bestyrelsesformand Peter Boel til Nordjyske, at man på sigt var nødt til at vurdere, om man har råd til to elitehold.
I første omgang handler det om at skære udgifterne til, så der er nogenlunde balance mellem indtægter og udgifter.
- Vi skal et økonomisk overforbrug til livs, og det kommer vi ved at spare hele vejen rundt. Mens vi har opsagt Peer Lisdorf, så har vi også nogle kontraktuelle forpligtelser omkring vores 2. divisionshold, som vi ikke fornyer her ved årsskiftet. Det er nogle af de mere løntunge aftaler, som vi har valgt ikke at forlænge. Der er også nogle kontrakter, der løber ud den 30. juni i år, som vi skal kigge på, så det er en løbende tilpasning, siger Søren Pedersen.
Arbejdet med at finde en afløser for Peer Lisdorf er allerede godt i gang. Her er et sportsligt udvalg gået i gang med at se på forskellige løsningsmuligheder.
- Der kan både blive tale om en langsigtet løsning eller en mere kortsigtet løsning. Det kommer helt an på, hvilke muligheder, der dukker op. Det vigtigste for os er, at vi finder en god løsning, så holdet står bedst muligt rustet til at klare udfordringen i det kommende nedrykningsspil. Vores klare ambition er, at vi skal sikre fortsat ligastatus, siger Søren Pedersen.
FC Thy-Thisted Q sluttede efteråret meget stærkt med 10 point i fire kampe. Blandt andet blev det til sejre over Brøndby og Kolding Q og AGF. Det ændrer dog ikke på, at holdet sammen med AaB skal ned og vende i kvalifikationsspillet til ligaen. Her indleder man foråret med en kamp mod Næstved/HG den 16. marts.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.