Ishockey

Tre mål på 20 sekunder: Aalborg Pirates fik endelig skovlen under Esbjerg

I sæsonens ottende forsøg fik aalborgenserne endelig skovlen under vestjyderne og tog dermed første semifinalestik

Foto: Martin Damgård
Foto: Martin Damgård

Opdateret kl. 21:51

ISHOCKEY: Esbjerg Energy har været en decideret skrækmodstander for Aalborg Pirates i denne ishockeysæson, hvor vestjyderne før fredagens første DM-semifinale førte 7-0 i indbyrdes kampe.

Det er dog nu, det for alvor gælder, og i det første semifinalemøde mellem de to mandskaber fik aalborgenserne endelig skovlen under vestjyderne via en 4-3-sejr hjemme i Bentax Isarena.

Se alle billederne fra kampen nederst i artiklen

Sejren var fortjent, men længe havde Pirates problemer med at få udbytte af overtaget. Lige indtil 13 minutter før kampens afslutning, hvor de på forrygende vis scorede tre gange på 20 sekunder og forvandlede 1-2 til føring 4-2.

Trods en Esbjerg-reducering holdt piraterne fast og bragte sig dermed foran 1-0 i semifinaleserien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Aalborg Pirates og Esbjerg Energy tog tirsdag aften hul på deres duel i DM-semifinalen. Kamp ét af op til syv opgør blev spillet i Bentax Isarena. Foto: Martin Damgård

Aalborg Pirates startede bedst i en tæt og tempofyldt 1. periode, og ud fra spillet på isen var det ikke til at se, at Esbjerg Energy skulle være aalborgensernes skrækmodstander. Især den tilbagevendte topscorer Josh MacDonald var i overdådigt spillehumør.

Historikken med syv nederlag i syv kampe i sæsonen kom dog formentlig frem på hjemmeholdets nethinde, da Esbjerg efter 14 minutters spil alligevel kom foran. Shawn O'Donnell tog chancen helt ude fra blå linje, og George Sørensen i Pirates-målet tillod pucken at gå hele vejen.

Aalborg Pirates fortsatte dog ufortrødent med at presse på, og godt hjulpet af en udvisning til Esbjerg fik de fortjent bragt balance i regnskabet syv sekunder før den første periodepause. Julian Jakobsen modtog pucken tæt under mål, drejede smart rundt og sig selv og lagde pucken i tomt net bag Thomas Lilje til 1-1.

I 2. periode fortsatte Aalborg Pirates med at være det dominerende hold, men det kneb med skarpheden, når de fik spillet sig frem til mulighederne.

Stik imod spil og chancer (20-13 i skudstatistik) var det i stedet Esbjerg, der på en kontra bragte sig foran 2-1 blot ét minut før periodepausen ved David Madsen.

Aalborg Pirates og Esbjerg Energy tog tirsdag aften hul på deres duel i DM-semifinalen. Kamp ét af op til syv opgør blev spillet i Bentax Isarena. Foto: Martin Damgård

Hjemmeholdet skulle dermed ind til 3. periode og jagte en scoring, og det gjorde de med et yderligere forstærket pres mod Esbjergs mål. Syv minutter inde i perioden gav det pote ved Tobias Ladehoff, der prikkede en returpuck i nettet til 2-2 tæt under mål.

Og pucken var dårligt givet op, for Aalborg Pirates 13 sekunder senere også kom på 3-2 ved Ben Duffy. Men der stoppede det ikke. Syv sekunder gik der, før Julian Jakobsen blev spillet alene igennem og satte pucken højt i nettet til 4-2 for hjemmeholdet.

Esbjerg var dog ikke døde og borte endnu. Med 10 minutter tilbage fik de chancen i powerplay, og her styrede Shawn O'Donnell reduceringen til 4-3 i nettet bag George Sørensen.

Med halvandet minut tilbage blev det for alvor spændende, da Julian Jakobsen pådrog sig en udvisning. Esbjerg tog keeperen ud og spillede seks mod fire i powerplayet, men Aalborg Pirates klarede frisag og kæmpede sejren i hus.

Kampfakta:

Aalborg Pirates - Esbjerg Energy 4-3

Periodecifre: 1-1, 0-1, 3-1

Mål: 0-1 Shawn O'Donnell (14.24), 1-1 Julian Jakobsen (19.53), 1-2 David Madsen (39.02), 2-2 Tobias Ladehoff (47.07), 3-2 Ben Duffy (47.15), 4-2 Julian Jakobsen (47.22), 4-3 Shawn O'Donnell (49.48)

Udvisninger: Aalborg 3x2 min, Esbjerg 4x2 min.

Aalborg Pirates fører semifinaleserien (bedst af syv kampe) med 1-0

Kamp to spilles på fredag i Esbjerg med kampstart kl. 19.30

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden