Jammerbugt FC

Tysker faldt for Jammerbugt: Derfor vil han købe klubben

Klaus-Dieter Müller har ikke planer om at lave en revolution i Jammerbugt FC

Jammerbugt FC kommer formentlig snart på tyske hænder, men det vil ikke medføre revolutioner i 2. divisionsklubben. Arkivfoto: Lars Pauli

Jammerbugt FC kommer formentlig snart på tyske hænder, men det vil ikke medføre revolutioner i 2. divisionsklubben. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Såfremt det bliver godkendt på en ekstraordinær generalforsamling 27. april, kommer Jammerbugt FC på tyske hænder.

En enstemmig bestyrelse har nemlig indstillet til, at den professionelle afdeling af klubben bliver solgt til den tyske fodboldinvestor Klaus-Dieter Müller.

Han driver to fodboldakademier i Mali og Nigeria, og efter et par måneders dialog har han forpligtet sig til at overtage ejerskabet af Jammerbugt FC.

- Jeg har fulgt klubben i over et år. FC Nordsjællands tidligere assistenttræner Otto Addo er en af mine gode venner, så derfor har jeg fulgt meget med i dansk fodbold, og jeg har også besøgt Danmark flere gange.

- Jeg har også besøgt klubber i andre skandinaviske lande, men jeg har brug for et miljø, hvor der kan udvikles toptalenter, og det har jeg fundet her. Det er en god klub i en god udvikling med en rigtig dygtig træner, og det er nøglen for mig, siger Klaus-Dieter Müller.

For selv om han nu har kørt sig selv i stilling til at overtage Jammerbugt FC, har han ikke tænkt sig at ændre på, at Bo Zinck er cheftræner i klubben, og at Bøje Holmsgaard Lundtoft er bestyrelsesformand.

- Jeg har igennem 25 år i fodbold lært, at man ikke kan lede et fodboldprojekt uden lokale folk. Hvis jeg tager til Danmark, er der ikke nogen, der kender mig, og jeg kender ikke det politiske system og så videre. Det er lokale folk, der skal lede klubben, for ellers taber man med sikkerhed, siger Klaus-Dieter Müller.

Står det til ham, er det Bo Zinck, der har det sportslige ansvar i klubben de næste mange år.

- Han har lovet at blive i de næste år, og jeg har lovet ham, at jeg gør det samme, og den kontinuitet er vigtig. Se på en klub som Freiburg i Tyskland. Det er ikke den rigeste klub i Tyskland, men de har succes, fordi de er gode til scouting, har et godt akademi, og fordi de holder på deres trænere i lang tid. Tidligere havde de den samme træner i 16 år, og den nuværende træner har været der i 10 år.

- Du får intet ud af det, hvis du skifter træner, hver gang det ser lidt skidt ud i tabellen. Jammerbugt har en dygtig træner, så ham skal vi bare lade arbejde, uden at vi blander os, siger Klaus-Dieter Müller

Klaus-Dieter Müller har en fortid i flere ledende stillinger i den tyske klub Hannover 96, men allerede i 2016 blev han klubejer, da han overtog den græske klub Anagennisi Karditsa.

- Der var for meget korruption i Grækenland. Spillere og dommere blev købt, og det er ikke min forståelse af, hvad sport skal være, så derfor solgte jeg klubben igen efter to år, fortæller han.

Han slår fast, at hans planer med Jammerbugt FC er anderledes. Det handler om et langt sejt træk, men i første omgang håber han, at klubben snart er at finde i landets næstbedste fodboldrække.

- Når man køber en klub, er det jo en drøm at komme op på højeste niveau, men det bliver nok svært her. Hvis vi kan komme op i 1. division i denne sæson eller i næste sæson, er vores første mål at blive der. Det skridt er jeg sikker på, at vi kan tage med Bo Zinck og de fleste af de spillere, der allerede er her.

- For at kunne tage det skridt skal vi selvfølgelig hæve budgettet, men vi kan ikke købe os til succes. Det handler om god scouting. Jeg har talt med træneren, og han har mange talentfulde unge danske spillere på sin ønskeliste, og det er jeg glad for at høre.

- Jeg kender rigtig mange trænere, og de vil alle sammen have færdige spillere, der er 25 år og har spillet 200 kampe. De glemmer bare, at de spillere ikke har noget udviklingspotentiale. Jeg har set, hvor langt man kan komme ved at udfolde potentialer. De spillere, vi vil bringe ind, skal ikke være ældre end 18-20 år, siger Klaus-Dieter Müller.

Allerede til sommer er det planen, at Jammerbugt FC’s trup skal suppleres med spillere fra tyskerens fodboldakademier i Nigeria og Mali.

- Det er svært at sige, om der kommer to, tre eller fire spillere. Det vigtigste er, at de har høj kvalitet. Træneren har fortalt mig, hvilke positioner vi har brug for forstærkning til, og det kigger vi på i øjeblikket, siger Klaus-Dieter Müller.

Han kan nu blive en i en efterhånden lang række af udlændinge, der har købt sig ind i danske fodboldklubber.

Blandt de gode eksempler på udenlandske klubejere findes også det modsatte.

Skrækeksemplet er formentlig Næstved Boldklub, der efter små to års mareridt under ghanesiske Alexander Quaye og tyske Fabian Ernst nu er tilbage på danske hænder.

- Fabian Ernst var spiller under mig, da jeg var i Hannover, så jeg kender godt historien. Han lavede mange store fejl, men han ville heller ikke tage imod råd fra nogen. Jeg sagde til ham, at han blev nødt til at lytte til dem, der kendte klubben, men det gjorde han ikke. Jeg har set mange eksempler på mennesker, der selv om de har været succesfulde erhvervsfolk, har haft problemer i fodbold.

- Man bliver nødt til at lytte til dem, der ved, hvad det handler om, og man skal være forsigtig med at lave for store ændringer. Jammerbugt fører 2. division, så det er en succesfuld klub, og derfor skal jeg jo ikke ind at lave alt om.

- Man kan altid finde negative eksempler, men sammen er jeg sikker på, at vi kan gøre gode ting i Jammerbugt. Træneren og bestyrelsen har en masse viden om, hvorfor Jammerbugt FC er en succes, og så kan jeg komme med mine internationale forbindelser. Sammen kan det bringe os fremad, siger Klaus-Dieter Müller.

For at investeringen i Jammerbugt FC kan blive en god forretning for ham, kræver det, at klubben kan udvikle spillere til et højere niveau.

- Jeg har ikke lavet en plan for, hvornår jeg skal have tjent min investering hjem, men der er jo nærmest ikke nogen klubber i verden, der ikke er afhængige af transfers. Vi skal også sælge en spiller fra tid til anden, men det er ikke det primære. Det primære er at udvikle den enkelte spiller, så han gør vores hold bedre, siger Klaus-Dieter Müller.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.