Ung AaB'er med målform på landsholdet
AaB-angriber nettede to gange onsdag aften
Opdateret kl. 20:36
FODBOLD: Der er landskampspause i Superligaen, men det betyder nu ikke frihed for spillerne i AaB.
En lang række af klubbens spillere af egen avl er i disse dage på tur med U21, U20, U19 og U17-landsholdene, og onsdag aften var der især en spiller, der kom i centrum.
Den unge angriber Mikkel Kaufmann, der fik sin Superligadebut i august sidste år, var nemlig brandvarm, da det danske U19-landshold indledte anden kvalifikationsrunde med en kamp imod Grækenland.
Grækerne bragte sig foran med 2-0 inden pausen, men i anden halvleg nettede AaB'eren to gange for Danmark og sikrede det ene point i kampen.
Gruppen indeholder fire mandskaber, og i den anden kamp vandt England med hele 4-1 over Tjekkiet.
Mikkel Kaufmann fyldte 18 år i januar, og indtil videre er han noteret for tre kampe for AaB - dog uden scoringer - på i alt 31 minutters spilletid.