Vanvittigt målshow, da AaB fik point i Brøndby

Begge hold vadede i chancer, og resultatet sætter aalborgenserne under pres i forhold til top-seks

Claus Jensen
Foto: Claus Søndberg
AaB 10. marts 2019 19:55 - Opdateret 10. marts 2019 21:40

FODBOLD: Underholdningsværdien var helt i top, da AaB søndag aften gæstede Brøndby i Superligaen. Chancerne var mange og store, og i den sidste ende delte holdene pointene mellem sig efter en mindeværdig 3-3-kamp foran 14.152 tilskuere.

Resultatet kan Brøndby bedst bruge, da det sender dem frem på fjerdepladsen - med to points luft til AaB og FC Nordsjælland, der lige udenfor top-seks. Aalborgenserne er derfor presset til at vinde over AGF i sidste spillerunde på søndag.

Der var blot spillet fire minutter af søndagens kamp, da AaB fik de mange tilskuere gjort tavse første gang. Kasper Kusk servede et hjørnespark ind over målmand Marvin Schwäbe og over i det lange hjørne. 1-0 til AaB.

Brøndby var kort efter tæt på at udligne, men Jacob Rinne kom ned til bagerste stolpe og fik blokeret en afslutning til hjørnespark. Siden faldt der ro over kampen frem til det 27. minut.

Dødvandet blev brudt, da Oliver Abildgaard ifølge dommer Peter Kjærsgaard sparkede Simon Hedlund ned bag fra. Straffesparket så dog særdeles tvivlsomt ud, da den minimale kontakt først faldt, efter at Brøndbys svensker var på vej i græsset. Topscorer Kamil Wilczek var dog ligeglad og udlignede stensikkert til 1-1 på straffespark.

Claus Jensen
Foto: Claus Søndberg

Udligningen så ud til at fremprovokere en trodsreaktion fra AaB. Både Jores Okore og Lucas Andersen havde efterfølgende fine tilbud, og i det 32. minut var der bingo. Frederik Børsting brød et angreb, og bolden havnede hos Tom van Weert, der som den største selvfølgelighed tog et træk og udplacerede hjemmeholdets keeper til 2-1-føring for AaB.

Anden halvleg startede som et mareridt for AaB. Der var ikke engang spillet ét minut, før Brøndby havde udlignet til 2-2. Besar Halimi sparkede fra kanten af feltet, og Kamil Wilczek rettede bolden af i feltet og fikserede dermed Jacob Rinne.

Ondt blev til værre for AaB, da Brøndby efter en times spil bragte sig foran 3-2. Et indlæg bagud i feltet havnede hos en helt fri Ante Erceg, der var kommet på banen fra anden halvlegs start. Indskifteren huggede utageligt bolden i nettet til hjemmeholdets første føring i kampen.

Claus Jensen
Foto: Claus Søndberg

Endnu engang tog AaB dog kampen op, og der gik blot tre minutter, før nordjyderne slog tilbage. Lucas Andersen høvlede et frispark direkte i nettet til udligning 3-3 - i en ren gentagelse af scoringen fra hjemmekampen mod SønderjysKE for nylig.

Siden udviklede kampen sig til en kontrafest med chance på chance. Tom van Weert brændte på det skammeligste indskiftede Rasmus Thellufsens oplæg i det 77. minut, mens Jacob Rinne minuttet efter måtte træde til med en pragtredning i den anden ende, da Ante Erceg var helt alene igennem.

I overtiden var Rasmus Thellufsen tæt på at blive matchvinder for AaB, men han manglede lige de sidste centimeter i at kunne få ordentligt træf på Lucas Andersens stikning.

Kampen i tal:

Tema: AaB

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...