Vejgaard gentog næsten sensation mod Hobro

Minderne om en pokaltriumf på Soffy Road blev holdt i live tirsdag aften. Men i sidste ende gik Hobro videre fra Sydbank Pokalen

Vejgaard og Hobro mødte hinanden i første runde af pokalturneringen. Aalborg 2. august 2022. <i>Foto: Bente Poder</i>

Vejgaard og Hobro mødte hinanden i første runde af pokalturneringen. Aalborg 2. august 2022. Foto: Bente Poder

FODBOLD:Selvom Hobro IK vandt 2-0 over Vejgaard på Soffy Road, var håbene i live gennem det meste af tirsdagens pokalkamp. Det virkede heller ikke umuligt. 

Det var nemlig med en god historik, at klubben med en dagligdag i Danmarksserien kunne tage imod Hobro.

Kampfakta

Fodbold, mænd, Sydbank Pokalen, første runde

Vejgaard - Hobro

Mål: 0-1 Emil Søgaard (97. minut), 0-2 Don Deedson (120. minut)

Vejgaard B (4-4-2): Peter Sandberg - Peter Højgaard, Anders Sønderby (Malthe Mondrup, 60. minut), Christian Pagh, Jonas Højgaard - Rasmus Røge, Nicolai Rask (Christian Rye, 66. minut), Kasper Kusk, Jeppe Leth - Michael Stokbro (Younes Christiansen, 66. minut), Lasse Storvang (Hamse Hussein, 81. minut)

Hobro IK (4-4-2): Jonathan Fischer - Emil Søgaard, Daniel Jakobsen (Jesper Bøge, 24. minut), Frederik Dietz (Frederik Elkær, 60. minut), Jacob Tjørnelund (Abdoul Yoda, 101. minut) - Mathias Nygaard, Oliver Overgaard (Don Deedson, 80. minut), Mads Freundlich, Danny Amankwaa (Villads Rasmussen, 45. minut), Mads Hvilsom (Muamer Brajnac, 60. minut), Laurs Skjellerup

Advarsler: Peter Højgaard, Vejgaard (42. minut), Villads Rasmussen, Hobro (63. minut), Jonas Højgaard, Vejgaard (80. minut), Mads Freundlich, Hobro (90. minut), Malthe Mondrup, Vejgaard (98. minut)

I klubhuset hænger en gul Hobro-trøje og pryder væggen ved siden af andre minder, som markerer store dage i Vejgaards historie. Den er nemlig fra den septemberdag for tre år siden, hvor den lille Aalborg-klub slog det daværende superligahold ud af turneringen. 

Håbet om at gentage den sensation levede gennem første halvleg, hvor Hobro testede hjemmeholdet på en lang række dødbolde. De blev dog gang på gang afværget. To gange blev Vejgaard-keeper Peter Sandberg testet, men nullet forblev intakt frem til pausen.

Efter pausen formåede aalborgenserne at arbejde sig mere ind i kampen, og bombardementet fra 1. divisionsholdet stilnede af.

Til gengæld kom den tidligere Hobro-spiller Hamse Hussein ind fra bænken og tændte en ild i danmarksserieklubbens minder om pokalsensationen i 2019. Efter 83. minutter fandt han nemlig en løs bold i feltet efter indlæg fra Christian Rye og sparkede den ind bag reservekeeperen Jonathan Fischer.

Dommer Mikkel Redder fløjtede dog for offside til stor skuffelse for det jublende hjemmepublikum på betontrappen ved Vejgaard-klubhuset.

Dermed kom kampen i overtid, og hjemmeholdet knoklede videre for at gentage pokaltriumfen. Den blev dog slukket syv minutter inde i den forlængede spilletid, hvor Emil Søgaard kom til en ripost og sendte Hobro foran fra klos hold.

I de allersidste sekunder sendte Vejgaard alle mand frem, og det gav et tomt mål til Don Deedson, som gjorde det til 2-0 til Hobro et kort sekund før slutfløjtet.

Det må altså blive ved minderne fra 2019 for Vejgaard, der gjorde opgaven svær for 1. divisionsmandskabet tirsdag aften.

Vejgård mod Hobro

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.