Vejgaard boldklub

Vejgaard pressede tophold

Det blev ikke til point i Brabrand, men træner Christian Flindt Bjerg roste sit hold

Vejgaard stred forgæves i Brabrand. Arkivfoto: Anders Falck
Vejgaard stred forgæves i Brabrand. Arkivfoto: Anders Falck

FODBOLD: Pilen peger fortsat opad for Vejgaard, der godt nok tabte 0-1 i Brabrand lørdag, men i dele af kampen dominerede topholdet.

- Vi burde have haft noget med i dag. Brabrand startede bedst, men vi fik arbejdet os ind i opgøret og sad på anden halvleg, siger Vejgaard-træner Christian Flindt Bjerg.

Hjemmeholdet scorede tidligt efter et hjørnespark ved Michael Pedersen, men herefter var det Vejgaard, der skabte chancerne.

Mathias Andersen slap alene igennem, men Brabrand-keeperen fik det yderste af snørebåndene på en ellers kvalificeret afslutning.

I anden halvleg følte gæsterne sig snydt for et straffespark, efter at et afrettet skud ramte en Brabrand-spiller på hånden i feltet.

- Det var mange situationer, hvor det ikke lige tippede over til vores fordel. Vi gjorde en rigtig god figur fysisk og mentalt, men fik ikke gjort tingene færdig. Tre point havde ellers lunet, for så havde vi lagt pres på Ringkøbing, sagde træneren med henvisning til, at vestjyderne sidder på den sjetteplads, der udløser deltagelse i oprykningsspillet.

Netop Ringkøbing er Vejgaards modstander i næste spillerunde.

- Vi vil gøre alt for at slå dem og gøre det tæt, men jeg vil godt understrege, at vores fokus fortsat er at overleve i 2. division, siger Christian Flindt Bjerg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden