Vendsyssel FF

Vendsyssel-bomber: - Der skal ske noget vildt

Lasse Steffensen har friske ben til mødet med Hobro IK, og han forventer, at de spiller videre for vendelboerne efter 1. september

Fem gange i fire kampe har Lasse Steffensen kunnet juble over en scoring i denne sæson.
Fem gange i fire kampe har Lasse Steffensen kunnet juble over en scoring i denne sæson. Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret kl. 06:59

FODBOLD:  Med fem mål og to assists har Lasse Steffensen sat den nye sæson i NordicBet Ligaen (1. division) i brand for Vendsyssel FF. 

Den omskolede forsvarsspiller topper topscorerlisten i landets næstbedste række, selvom han startede den seneste kamp i Nykøbing på bænken og først kom ind med et kvarter tilbage.

- Det betyder, at jeg har friske ben, når vi tirsdag tager imod Hobro, så det var ikke fordi, at jeg sad og surmulede ude på bænken. Det viste sig også, at kampen i Nykøbing lige var noget for Wessam (Abou Ali, red.), for han lavede jo to mål, og vi vandt 3-1, påpeger Lasse Steffensen.

Den 22-årige tankcenterforward er formentlig tilbage i hovedrollen, når de nordjyske rivaler fra Hobro IK tirsdag gæster Nord Energi Arena i Hjørring. Det satser han i hvert fald stærkt på.

- Hvis jeg kan holde min nuværende målfrekvens, så skal jeg nok ikke forlange så meget mere. Reelt kunne jeg nok have lavet et par stykker mere, men sådan er det jo altid, siger Lasse Steffensen, der er bevidst om, at han stadig kan udvikle sig på den position, som han først blev introduceret til i foråret 2021.

- Jeg synes, jeg er farlig i boksen og kan matche de fleste forsvarsspillere, men der er nogle kompetencer i spillet med ryggen til mål og i spillet generelt, som jeg hele tiden arbejder med at forbedre.

Lasse Steffensen glæder sig til, at Vendsyssel FF får testet topniveauet mod Vejle og SønderjyskE. Arkivfoto: Henrik Bo

Ovenpå angriberens forrygende sæsonstart er han i de seneste uger blevet rygtet til større adresser, men lige nu har han ikke travlt med at komme videre. 

- Det er klart den bedste sæsonstart, vi har haft - både klubben og jeg selv - så jeg føler mig rigtig godt tilpas i Vendsyssel lige nu, hvor vi er i gang med at forløse vores potentiale. Der skal komme et eller andet vildt tilbud, hvis jeg skal forlade klubben nu, og det tænker jeg ikke, at der gør.

Et specielt opgør

Vendsyssels sæsonstart med ni point for fire kampe placerer dem på fjerdepladsen i rækken, mens Hobro IK efter to nederlag på stribe er faldet ned som nummer otte.

- Vi er måske nok favoritter på papiret, men Hobro er bare altid et svært hold at møde, og vi har tabt de seneste tre kampe til dem. Der er noget specielt over de her nordjyske opgør, men vi er meget opsatte på at få revanche, siger Lasse Steffensen.

Hvor langt niveauet rækker for Vendsyssel FF i NordicBet Ligaen tør angriberen ikke spå om. Selvom holdet er kommet fint fra land, så har Vejle og SønderjyskE blæst al modstand omkuld.

- De to superliganedrykkere er helt klart favoritter til at rykke op, men vi håber selvfølgelig, at vi kan udfordre dem. Nu må vi se, hvordan styrkeforholdet ser ud, når vi har mødt dem.

Der er kampstart mellem Vendsyssel FF og Hobro IK klokken 19.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden