Vendsyssel FF henter ny træner i Brøndby
Vendsyssel FF har været på rov i Brøndby, hvor man har hentet en tiltrængt forstærkning ind til trænerteamet

Vendsyssel FF's trænerstab har været lidt under pres på det seneste, men nu har man fået udfyldt en af de ledige positioner i den sportslige organisation. Foto: Henrik Bo
Normalt ville det ikke være så vigtigt, hvem eller om en divisionsklub har en fysisk træner på plads. Sagen er en lidt anden, når det gælder Vendsyssel FF.
Her er cheftræner Henrik Pedersen konstant på jagt efter forbedringer på de fysiske parametre. Ingen anden dansk fodboldtræner bruger ord som presintensitet og sprintmeter ligeså meget, når de skal forklare sig.
Det er med andre ord en ret væsentlig rolle, som en fysisk træner i Vendsyssel FF spiller. Derfor har det også været en streg i regningen, at Vendsyssel FF ikke har haft nogen fysisk træner i denne sæson. I sommerpausen skiftede Mathias Marker nemlig rollen som fysisk træner i Vendsyssel FF ud med et tilsvarende job hos Viborg FF.
Nu er der imidlertid godt nyt for Pedersen, der kan konstatere, at han har fået udfyldt et af de to tomme sæder på trænerbænken. Mads Wurms Kristoffersen bliver ny fysisk træner, hvilket skaber noget, der minder om ekstase hos Henrik Pedersen.
- Det er fantastisk, vi har fået det på plads. Mads har været fysisk træner for Brøndbys U17 og U19-hold, og han indeholder alle de kvaliteter, som vi har ledt efter. Det er også derfor, det har taget så lang tid at få en fysisk træner på plads. Vi har ikke ønsket at gå på kompromis med profilen, vi ledte efter, forklarer Henrik Pedersen.
Omfattende rolle
Når man spørger ind til, hvilken rolle Mads Wurms Kristoffersen skal have, så er der tydeligvis en del at se til for den nye fysiske træner, der selv har spillet fodbold på semi-elitært plan.
- Det er så vigtigt for os, at vi har en fysisk træner, der kan dosere hårdheden i vores træning. Han skal være ansvarlig for, at vi kan presse spillerne fysisk på en måde, så vi hele tiden opbygger dem og ikke begynder at nedbryde dem fysisk, siger Henrik Pedersen.
- Der er også et behov for udarbejdelse af individuelle træningsforløb, hvis der er spillere, som har skavanker eller skal tilbage fra skader. Her er det vigtigt, at vi nu har en ekspert igen, siger Henrik Pedersen.
Vendsyssel FF spillede i sæsonens første mange kampe uden den sædvanlige intensitet i spillet. Evnen til at presse modstanderen højt i længere perioder var ikke tilstede. Stille og roligt er det begyndt at se bedre ud, men der er fortsat plads til forbedringer, og dem bliver Mads Wurms Kristoffersen sat i spidsen for.
- Det kan og skal stadig blive meget bedre fra vores side på den fysiske ydeevne. Vi er slet ikke der, hvor vi gerne vil være, men vi er godt på vej. Mads kommer til at hjælpe med at skubbe os yderligere i den rigtige retning, siger Henrik Pedersen.
Ansættelsen af Mads Wurms Kristoffersen bliver ikke sidste tilføjelse til trænerstaben. Man leder fortsat efter endnu en assistenttræner, efter Ali Messaoud forlod Vendsyssel i løbet af sommerpausen.
- Her leder vi fortsat, men ligesom med den fysiske træner, så har vi også stor tålmodighed i forhold til at finde den rette person til jobbet, siger Henrik Pedersen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.