Vendsyssel gav svensk storklub en på kassen
Vendsyssel FF vandt 1-0 i en træningskamp mod IFK Gøteborg, hvor der var flere lovende signaler
Hvad gør man ikke for at vinde? I Vendsyssel FF's tilfælde slukker man lyset fem minutter før tid ved stillingen 1-0 i en træningskamp mod IFK Gøteborg.
Spøg til side. Lyset gik ud på kunstgræsbanen i Højene, og så endte de to hold med at sige tak for kampen efter 86 minutters spil.
Her havde over 50 medrejsende IFK-fans set svenskerne være mest på bolden, men det var Vendsyssel FF, der havde vist sig skarpest. Anfører Lucas Jensen scorede kampens eneste mål efter 38 minutters spil, da han afsluttede et godt angreb med en behersket indersideafslutning til langt hjørne.
Det var Vendsyssels første træningskamp, og det bar spillet også præg af. Det blev også til de obligatorisk mange udskiftninger, som det er skik til en træningskamp. Umiddelbart så det ud til at genere Gøteborg mest, for de fik ikke det samme flow i spillet, da A-kæden, der blandt andet bestod af Laurs Skjellerup, blev skiftet ud.
Hos Vendsyssel FF var der mange gode præstationer. Der var blandt andet et gensyn med Victor Mpindi. Han har været gemt godt væk i denne sæson, men med Bo Zincks indtog er han blevet tøet op igen i fodboldmæssig forstand. Han leverede en ganske fin indsats mod IFK Gøteborg, hvor han ikke havde problemer med at skabe ro i Vendsyssel-spillet. Sammen med Simon Okosun var han et solidt anker på midtbanen.
Den præstation havde Bo Zinck også bidt mærke i.
- Der var mange gode præstationer, for vi spillede mod et ret stærkt hold. Men der er særligt to, som jeg lægger mærke til.
- Jeg hæfter mig ved, at Mpindi og Haarup begge er kommet godt tilbage fra vinterpausen. Der var nogle lovende præstationer fra de to. Det så bestemt ikke skidt ud. Det er i anførselstegn nærmest to nye spillere, når du tænker på, hvor meget de var med i efteråret, konstaterer Bo Zinck, der også godt kan finde et par ting, som han gerne vil se forbedret i de kommende kampe.
- Vi skal nok lige have kigget på vores restforsvar mod omstillinger, for her fik IFK nogle chancer, som de godt kunne have fået mere ud af, men ellers er jeg meget tilfreds med de defensive takter. Jeg hæfter mig ved endnu et clean sheet, siger VFF-træneren.
Hurtig prøvespiller
Tidligere har Vendsyssel FF været en banegård af prøvespillere i en opstartsperiode. Denne gang er det meget sparsomt med ukendte ansigter hos vendelboerne. Der havde dog sneget sig et enkelt ukendt ansigt med til fredagens kamp.
Oli Oyegunde fik hele kampen. Første halvleg blev brugt som venstre stopper, mens han var venstre back i anden halvleg. Begge udfordringer slap han fint fra. Særligt i betragtning af, at han netop var fløjet ind fra USA. Bo Zinck var ligesom for resten af holdets vedkommende udmærket tilfreds med det, han havde set.
- Stor fart er først og fremmest det, der springer i øjnene. Det var ikke dårligt, men det var heller ikke verdensklasse. Jeg bemærkede, at han løb Thomas Santos op, og dem der kan huske ham fra Superligaen ved, at han i hvert fald er hurtig, siger Bo Zinck.
Nu er planen, at Oli Oyegunde skal være med hos Vendsyssel FF i den kommende uge. Det inkluderer blandt andet en træningskamp på tirsdag mod Skive.
- Fodbold, træningskamp
- Mål: 1-0 Lucas Jensen (38. minut)
- Vendsyssels hold (4-3-3): Marcus Bundgaard - Mathias Haarup (Thomas Christiansen, 63. minut), Mattias Jakobsen, Oli Oyegunde, Emil Nielsen (Omar Jebali, 46. minut) - Simon Okosun (Rolland Baptiste, 63. minut), Victor Mpindi (Gustav Dahl, 46. minut), Oskar Øhlenschlæger - Lucas Jensen (Oskar Buch, 46. minut), Lasse Steffensen, Benjamin Smalls-Braithwaite, 35. minut), Carl Lange (Mads Christiansen, 72. minut)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.