Vendsyssel henter stort talent i FCM

Vendsyssel FF har varslet en foryngelseskur af spillertruppen, og her lægger man stærkt ud ved at hente et eftertragtet talent i FC Midtjylland

Vendsyssel FF har sommerens første forstærkning på plads.  <i>Foto: Vendsyssel FF</i>

Vendsyssel FF har sommerens første forstærkning på plads.  Foto: Vendsyssel FF

VRÅ:I kølvandet på forrige sæson gjorde sportslig ansvarlig i Vendsyssel FF Søren Henriksen det blandt andet klart, at man gerne ville sænke gennemsnitsalderen i truppen til den kommende sæson. 

Flere unge kræfter, mere udviklings- og salgspotentiale var vejen frem. Som sagt, så gjort. Når VFF-truppen torsdag stempler ind til første træning og fysisk test er der en ny ung spiller med. 

Efter afskeden med Thomas Oude Kotte og en forventelig afsked med Xandro Schenck, der rygtes tilbage til Holland og De Graafschap, er det åbenlyst, at Vendsyssel skal have fat i en ny midtstopper. Ham har man fundet i FC Midtjylland. 

Der er tale om den 194 centimeter høje Tobias Anker. Det 21-årige forsvarsfyrtårn kommer til Vendsyssel med et CV, der tæller 34 kampe for 1. divisionsklubben FC Fredericia, som han har været udlejet til i de to seneste sæsoner. 

- Tobias er en spiller, som vi i flere omgange har forsøgt at få til Vendsyssel. Allerede for et år siden var forhørte vi os på muligheden for at få ham, og i vinter-vinduet forsøgte vi igen. Derfor er vi meget tilfredse med, at han nu lander hos os, siger Søren Henriksen til Nordjyske.

- Med sin fysik er han en spiller, der passer perfekt til NordicBet Ligaen, men derudover har han en stærk venstrefod, som vi får stor glæde af i vores forsøg på at spille bolden ud fra forsvarskæden. Han har et potentiale, som vi meget gerne vil være med til at forløse og gerne bringe til næste niveau, siger Søren Henriksen. 

Tobias Anker blev spået til at få en flot sæson i FC Fredericia for et år siden, men skader satte til dels en stopper for det. Således blev det kun til 13 kampe i den seneste sæson. 

- Det er naturligvis noget, vi har været opmærksomme på, men vi har ham fået testet godt igennem af vores fysiske stab og læge, og her har vi fået gode tilbagemeldinger, så det anser vi ikke som værende et problem. Han skal nok være fit til at spille for os, siger Søren Henriksen, der allerede nu kan mærke en anden positiv stemning om VFF på transfermarkedet. 

- Det er meget tydeligt, at vi er blevet mere attraktiv at spille for. For et år siden var der større usikkerhed om vores navn, men nu virker det til, at spillere og agenter har set, at vi er i gang med at bygge noget godt op her i Vendsyssel. Det bliver bare understreget af, at vi kan hente et talent som Tobias Anker, siger Søren Henriksen. 

Vendsyssel FF og Tobias Anker har tegnet kontrakt for to år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden