Vendsyssel tester to AaB-spillere med spændende perspektiver
Det er ikke kun Marcus Hannesbo, der har fået fri fra AaB-træningen for at vise sig frem i Vendsyssel FF, der omvendt også risikerer at miste en midtbanemand
Opdateret kl. 18:20
VRÅ: To timer plus det løse blev det til for Vendsyssel FF-truppen, da der var træning onsdag. Selvom der var ømme stænger efter en ekstremt hård tirsdagstræning, var der ingen kære mor.
Der blev arbejdet taktisk, og det var med en meget verbal Henrik Pedersen, der under hele træningen forsøgte at piske sine spillere til at yde det maksimale.
Med til træningen var to ansigter, som har været en del af AaB's træning i de seneste uger. Onsdag tog den tidligere superligaklub på en kort træningslejr til Hamborg, og her var hverken Marcus Hannesbo eller Gustav Dahl med.
Begge træner i disse dage med hos Vendsyssel FF, og de får chancen i lørdagens træningskamp mod Vejle for at vise sig frem.
- Det ser spændende ud, siger Henrik Pedersen om de to gæster.
Umiddelbart så det godt ud til onsdagens træning. Gustav Dahl var i vanlig stil sikker på bolden fra den centrale midtbane, og Marcus Hannesbo fik flere gange vist, at han bør være i stand til at løbe fra de fleste modspillere, hvis han blot bliver sat i de rigtige positioner.
Meldingen fra Vendsyssel-lejren var efterfølgende, at de træner med resten af ugen, og man nu glæder sig til at se de to unge AaB-spillere i aktion i lørdagens træningskamp.
Lige nu er Vendsyssel FF på jagt efter et par kantspillere og et par centrale midtbanespillere. Her er der både behov for udviklingsspillere og klare profiler. Spørgsmålet er, om Hannesbo kan snige sig op i den tungeste kategori ved et skifte til Vendsyssel FF.
Han ligner under alle omstændigheder en spiller, der kan få meget ud af at skifte til vendelboerne.
Meldingen fra AaB har nemlig ikke været til at misforstå for den hurtige kantspiller.
- Meldingen var, at udsigten til spilletid var meget lang, så jeg skulle søge nye græsgange, siger Marcus Hannesbo.
Derfor har han nu takket ja til at vise sig frem i Vrå i et par dage i håbet om at spille sig til en aftale.
- Det er derfor jeg er her. Jeg er på jagt efter mere spilletid, og så må vi se, om det kan være en mulighed heroppe. Spilletid er det vigtigste for mig.
Da Nordjyske talte med Henrik Pedersen tidligere på ugen var han meget tydelig omkring, at han ser Marcus Hannesbo som kantspiller og ikke back, som han er blevet forsøgt omskolet til i AaB. Den tolkning er vand på Hannesbos mølle.
- Det er jo perfekt. Det passer mig rigtig godt. Det er stadig den position, jeg helst vil spille, hvis jeg selv kan bestemme, siger den måske kommende Vendsyssel-spiller, der virkelig så ud til at finde hurtigt ind i et frugtbart samarbejde med Emil Arendrup i venstre side.
- Det er et godt førstehåndsindtryk. Jeg er imponeret over faciliteterne, og det virker som et godt trænerteam. Der bliver virkelig gået til den. Det er noget meget eksplosiv fodbold. Virkelig dynamisk. Det passer mig rigtig godt, siger Marcus Hannesbo.
Både Gustav Dahl og Marcus Hannesbo er med i lørdagens træningskamp, og herefter er det planen, at parterne sætter sig ned og finder ud af, om der er belæg for en fælles fremtid.
For Gustav Dahl vil det på mange måder være oplagt at søge mod Vendsyssel FF, hvis han ikke skal spille i AaB. Dahl stammer nemlig fra Hjørring, hvor han trådte sine første fodboldstøvler i Skibsby-Højene Idrætsforening.
Ingen Hyltoft
Der er fortsat ingen Zander Hyltoft at se til Vendsyssels træning, og det indikerer, at de to parter fortsat ikke har fundet frem til en ny kontrakt, som man ellers har været tæt på i de seneste uger.
Umiddelbart bliver der heller ikke tale om en ny aftale lige med det samme.
- Vi har valgt at lægge det til side for nuværende. Det er ikke meget, der skiller os, men vi er blevet enige om, at begge parter kan gå ud at afsøge andre muligheder, fortæller Hyltofts agent Michael Møller til Nordjyske.
Sidst men ikke mindst ser det fortsat ud til, at der er stor svensk interesse for Wessam Abou Ali. Sirius fra den bedste svenske række meldes fortsat yderst interesseret i angriberen.
Hvis man kan tolke noget ud fra onsdagens træning må det være, at Vendsyssel ikke længere forventer at råde over Abou Ali, for han var med på det hold, der uden at sige for meget lignede B-kæden, hvilket mere end indikerer, at et nært forestående salg er et tema.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.