Vendsyssel FF

Wessam efter kollaps: Alvoren er ved at gå op for mig

Der flyver mange tanker gennem hovedet på Wessam Abou Ali i disse dage, hvor han stadig forsøger at fordøje weekendens voldsomme krampeanfald, der bragte ham ud på kanten

Wessam Abou Ali her set i minutterne, inden han faldt om på banen. Foto: Bente Poder

Wessam Abou Ali her set i minutterne, inden han faldt om på banen. Foto: Bente Poder

FODBOLD:Lørdag stod tiden for en stund stille på Hjørring Stadion, da alle på matriklen nærmest kollektivt holdt vejret, fordi Wessam Abou Ali lå på banen, mens der blev kaldt på både læge og hjertestarter. Den flamboyante angriber var sunket om i græsset, og det skabte straks mindelser om scener med Christian Eriksen i Parken.

Wessam Abou Ali husker minutterne op til sit kollaps ganske godt. Allerede i pausen mærkede han lidt ubehag, men han slog det hen og var bare glad for, at han mærkede publikums opbakning, mens han løb og varmede op. Da han kom i aktion i anden halvleg, følte han hurtigt, at noget ikke var, som det burde være, men inden han for alvor nåede at få gjort tegn til trænerstaben på sidelinjen, lå han i græsset.

- Jeg kunne mærke, at min vejrtrækning ikke var helt, som den burde være. Det blev gradvist værre, inden jeg faldt om. Jeg kan huske, at jeg prøvede at signalere til dommeren, at jeg gerne ville have hjælp ind, men så faldt jeg om, fortæller Wessam Abou Ali.

Hvad der efterfølgende udspillede sig, kan han af gode grunde ikke huske. Wessam Abou Ali kom først for alvor til sig selv igen i ambulancen, og her var Vendsyssels læge hurtig til at berolige ham.

- Han fik på få sekunder beroliget mig og fortalt, at jeg var i gode hænder. Det gjorde det noget nemmere for mig, for jeg var ret forvirret, da jeg fandt ud af, at jeg var i en ambulance, forklarer angriberen.

Allerede dagen efter blev han udskrevet efter en række undersøgelser, hvor man stadig mangler at få de endelig svar, men de første indikationer tolker Wessam Abou Ali meget positivt.

- Jeg har fået de første svar, og hvis de sidste svar er som forventet, så regner jeg med, at jeg kan være tilbage på træningsbanen i løbet af en overskuelig fremtid, men nu må jeg lige afvente de sidste svar, siger Wessam Abou Ali.

Både med- og modspillere var ramt mentalt i minutterne efter episoden. Foto: Bente Poder

Både med- og modspillere var ramt mentalt i minutterne efter episoden. Foto: Bente Poder

Nu er han ude på den anden side af den voldsomme episode, og det sætter nogle nye tanker i gang hos Wessam Abou Ali.

- Jeg vil sige, at jeg først og fremmest er høj på livet. Jeg har aldrig sat så meget pris på livet, som jeg gør nu. Jeg følte ikke, at det var så voldsomt lige i situationen, men nu er der alligevel en del tanker, så det er først nu, at jeg for alvor skal til at bearbejde det rent mentalt, siger Wessam Abou Ali.

De mange kramper, som han blev ramt af, har også sat sine spor.

- Jeg var mærket søndag og mandag. Der havde jeg eksempelvis svært ved at holde min telefon, men det er allerede blevet meget bedre nu. Jeg forsøger bare at komme tilbage til mine normale dagligdagsrutiner, og jeg skal for eksempel også have klippet hår, siger Wessam Abou Ali.

Det er nok meget godt, at han nu atter har kræfter til at holde om sin mobiltelefon, for den har været rødglødende siden lørdagens episode.

- Jeg har fået så sindssygt mange beskeder, opkald og SMS'er. Jeg har aldrig følt mig så værdsat som efter den her episode. Det har virkelig rørt mig, hvor mange mennesker, der har tænkt på mig, og jeg er meget taknemmelig for den store kærlighed, jeg har mærket, siger Wessam Abou Ali.

- Jeg er så taknemmelig for den hilsen, jeg fik, fra AaB's fans. Jeg så ikke selv kampen, men jeg blev bombarderet med klip og billeder fra kampen, siger den tidligere AaB-spiller, der blev hyldet med et banner og sang fra AaB's fans under søndagens superligakamp mod Viborg.

Noget af det, der har rørt ham mest er at gense selve situationen, da han faldt om i græsset og stadion gik i kollektivt chok.

- Det har gjort kæmpe indtryk på mig, at se mine holdkammerater og stabens reaktioner. Det rører mig virkelig. Det hårdeste har dog været at høre om min families reaktion. De var ikke på stadion og så kampen på TV. De kunne ikke få kontakt med mig, så det første jeg sagde, da jeg vågnede op på sygehuset var, at jeg skulle låne en telefon, så jeg kunne ringe til min mor, siger Wessam Abou Ali.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.