Frederikshavn White Hawks

White Hawks overlevede sandt skydetelt på egen is

SønderjyskE Ishockey testede Tadeas Galansky gennem tre fulde perioder, men hjemmeholdet stjal de tre point i Frederikshavn

Galansky holdt rent bur, selvom der var nok skud at se til mod SønderjyskE tirsdag aften.
Galansky holdt rent bur, selvom der var nok skud at se til mod SønderjyskE tirsdag aften. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 21:07

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn White Hawks hentede tirsdag aften tre vigtige point. Her slog nordjyderne nemlig SønderjyskE Ishockey i Frederikshavn trods en skudstatistik og et generelt kampbillede kraftigt i gæsternes favør.

Der var således masser af forsøg fra sønderjyderne, som sendte knap 30 skud afsted mod Tadeas Galansky i det frederikshavnske mål. De var alle forgæves, og således lignede det længe en snæver sejr på 1-0 efter Sebastian Brinkmans mål.

Det faldt halvvejs inde i anden periode, hvor et presset White Hawks-mandskab fik spillet pucken ud af egne rækker og pludselig var i overtal i modsatte ende af isen. Her spillede Santeri Suistio med lethed sin holdkammerat fri på venstre side, hvorfra Brinkman nemt fik udplaceret Nikolaj Henriksen i SønderjyskE-målet.

Med kort tid tilbage udnyttede Jonas Jakobsen, at sønderjyderne trak deres keeper ud af målet. Han fik nemlig skøjtet fint igennem de forsvarende SønderjyskE-spillere, som forgæves forsvarede det tomme mål. Dermed lukkede han kampen til 2-0.

Med sejren er sjettepladsen i Metal Ligaen inden for rækkevidde med to grundspilskampe tilbage.

Frederikshavn White Hawks - SønderjyskE Ishockey 2-0
  • Ishockey, Metal Ligaen
  • Periodecifre: 0-0, 1-0, 1-0
  • Mål: 1-0 Sebastian Brinkman (30.08), 2-0 Jonas Jakobsen (58.55)
  • Udvisninger: White Hawks 5x2 minutter, SønderjyskE 2x2 minutter
  • Tilskuere: 945

Forsiden