Sportigan på vej
Ny Sportigan i Hjallerup har lavet samarbejdsaftale med idrætsforening
HJALLERUP: - Dette er en opbakning til Hjallerup Idrætsforening (HIF), og jeg mener også, at HIF ved dette bakker os op, siger den nye mand i Hjallerup Centret, Henrik Mølgaard, og formanden for HIF, Karsten Neve Jensen, nikker bekræftende.
Mødet mellem de to fandt sted i sidste uge i den tidligere sportsbutik i Hjallerup Centret, som lige nu er tom bortset fra nogle store flyttekasser med sportstøj med mere.
Her starter Henrik Mølgaard sin Sportigan butik med åbning i begyndelsen af oktober.
Henrik Mølgaard var før på hjørnet af Nørregade og Slotsgade i Dronninglund med butikken Sportmaster, hvor han blandt andet fik en pris som den bedste butik i kæden.
- Jeg solgte den, fordi jeg fik et godt tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til, og jeg er helt sikker på, at det gode ry, som butikken i Dronninglund har, også kan overføres til denne her butik i Hjallerup.
Karsten Neve Jensen uddyber samarbejdet mellem butikken og HIF:
- Det har været vigtigt for os at sende et signal om, at vi støtter lokalt, men samtidigt skal vores klub og medlemmer have udbytte og fordele ved et samarbejde, og det synes vi, at vi har fået i denne aftale.
Fantastisk velkomst
- Det som forhåbentlig kommer ud af denne aftale er, at vi med vores fælles aktiviteter gør Sportigan-butikken her i centret synlig. Hvis det samtidigt får andre klubber til at indgå lignende aftaler med Henrik Mølgaard, så vil det være fint, siger formanden for HIF.
- Jeg har fået en fantastisk velkomst her i centret. Mange af de andre butikker bakker mig op, og jeg er meget indstillet på at medvirke til at skabe mere udvikling i centret. Der bliver et stort arrangement på åbningsdagen, som ikke ligger helt fast endnu, tilføjer den nye butiksindehaver i Hjallerup Centret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.