- Sprogcenter skal være i Thisted
Integrationsrådet mener, at kursisterne vil få vanskeligere vilkår ved en flytning til Hundborg
- Vi synes ikke, at sprogcentret skal flytte til Hundborg. Det ville være dårligt for kursisterne. Det siger Semko Karahalilovic, formand for integrationsrådet i Thisted Kommune - efter at rådet torsdag holdt et ekstraordinært møde. Her skulle rådet drøfte sin holdning til Sprogcenter Thisteds ønske om at flytte undervisningsaktiviteterne ud på den nedlagte folkeskole i Hundborg. Semko Karahalilovic peger på, at mange af kursisterne bor i Thisted eller kommer til Thisted med bus fra Nykøbing, Hanstholm, Nordthy eller Sydthy. Sprogcentrets egen opgørelse viser, at en tredjedel af dagskursisterne kommer fra Thisted og en tredjedel fra Nykøbing, mens resten er fra oplandet. En fjerdedel går til skole Halvdelen tager bus til skole - og en fjerdedel går til skole. Det vil være ekstra besværligt for dem, hvis de skal transportere sig helt til Hundborg. - Det tager tid og giver stress for de mennesker - mange af dem har familie eller går på arbejde, siger Semko Karahalilovic. Formanden fortæller, at integrationsrådet havde en længere drøftelse af emnet i torsdags, og der var anledning til at stille spørgsmål til sprogcentrets forstander, Lise Ørbæk Knudsen. Anerkender problemer Integrationsrådet anerkender, at der er problemer ved den nuværende benyttelse af to adresser for sprogcentret, nemlig det tidligere pædagogseminarium på Nytorv og lejede lokaler i Toldbodgade. - Den gamle bygning i flere etager er ikke god for mennesker, der er syge eller handicappede, og i Toldbodgade lugter det meget. Derfor skal sprogcentret flytte, men man skal bruge tid på at finde den rigtige bygning, mener Semko Karahalilovic. Han understreger, at sprogskolen bør ligge i Thisted: - Sprogskolen er en vigtig skole. Den skal blive i den største by her i området. Integrationsrådets udmelding vil nu blive meddelt Thisted Kommune, sådan at den kan indgå i den videre politiske proces i Thisted Byråd.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.