Nørresundby

Stadsing solgt til svensk selskab

Sælgeren af rengørings- og hygiejneartikler bliver en del af OptiGroup

Her ses fra venstre køberen, administrerende direktør i OptiGroup Søren Gaardboe, og sælgerne brødrene Henrik og Karsten Stadsing. Foto: Stadsing
Her ses fra venstre køberen, administrerende direktør i OptiGroup Søren Gaardboe, og sælgerne brødrene Henrik og Karsten Stadsing. Foto: Stadsing

Opdateret kl. 11:57

NØRRESUNDBY: Familieejede Stadsing A/S, der er Danmarks største virksomhed inden for udvikling og salg af rengørings- og hygiejneprodukter, overtages nu af den svenske koncern OptiGroup AB (tidligere Papyrus) for et større trecifret millionbeløb.

- Vi har de seneste år modtaget en række købstilbud på virksomheden, men har ikke haft planer om at sælge. Dialogen med OptiGroup har dog været så positiv, at vi nu har besluttet at afhænde vores aktier, siger direktør Karsten Stadsing fra Stadsing, der sammen med sin bror Henrik indtil i dag har ejet virksomheden.

Formålet med salget er at gøre Stadsing til en internationalt orienteret virksomhed.

- Synergierne og perspektiverne i at lægge de to virksomheder sammen er meget store, og for os er det en drøm, der går i opfyldelse, når vores produkter og servicekoncept nu bliver bredt ud i hele Norden, siger han.

Forventer flere ansatte

Stadsing har ifølge Karsten Stadsing alene i 2017 vundet nye ordrer til en værdi af over 450 millioner kroner.

De positive vækstforventninger får Karsten Stadsing til at forvente et større antal nye medarbejdere til Stadsings hovedsæde.

Centrallageret skal udvides, og Nørresundby bliver også hjemsted for OptiGroup- koncernens udviklings- og videnscenter:

Fordobling af lagerkapacitet

- Projekteringen af et nyt centrallager, der giver os en fordobling af lagerkapaciteten, er allerede på tegnebrættet, og samtidig skal vi udvide vores udviklings- og videnscenter, så vi kan servicere hele OptiGroup, siger Karsten Stadsing.

Stadsing beskæftiger knap 100 medarbejdere.

Regnskabsåret, der sluttede 31. maj 2016, blev det hidtil bedste i virksomhedens historie med en omsætning på knap en halv milliard kroner og et resultat efter skat på 37 millioner kroner.

Over de seneste fem regnskabsår har Stadsing haft et samlet overskud efter skat på 117 millioner kroner.

I hvert af de seneste to regnskabsår har Stadsing udbetalt et aktieudbytte på 35 millioner kroner til Karsten og Henrik Stadsings fælles holdingselskab Brdr. Stadsing Holding ApS.

Stadsing blev stiftet i 1956 af Olf Stadsing.

I 2002 gennemførte Olf Stadsing et generationsskifte med sønnerne Karsten og Henrik, der herefter blev ejere af virksomheden.

I forbindelse med virksomhedshandlen har Karsten og Henrik Stadsing købt en større portion aktier i OptiGroup AB.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden