Sport

Stærk duo forlader White Hawks

Frederikshavn White Hawks mister to markante spillere, der fortsætter karrieren i Sverige

George Sørensen stopper i Frederikshavn. Arkivfoto: Torben Hansen
George Sørensen stopper i Frederikshavn. Arkivfoto: Torben Hansen

FREDERIKSHAVN: Ishockeysæsonen sluttede søndag for Frederikshavn White Hawks, der snuppede bronzemedaljerne efter en udesejr over SønderjyskE i Vojens, og umiddelbart efter kunne Mads Larsen afsløre, at han forlader høgene til fordel for svenske IK Pantern.

Backen bliver dog ikke ene om at sige farvel til Frederikshavn. Mandag kan klubbens direktør således fortælle, at forward Jacob Dahlström og keeper George Sørensen ligeledes har valgt at søge nye græsgange.

- George Sørensen har været i søgelyset hos flere svenske klubber i et stykke tid, hvilket vi også har vidst. Det betyder selvfølgelig meget for en ung målmand at komme til Allsvenskan, hvor der konstant er dygtige målmandstrænere omkring ham. Det er skridt i hans udvikling, men man kan selvfølgelig altid vurdere, om han skulle have taget et år mere i den danske liga, fortæller Henrik Andersen, der har været tilfreds med samarbejdet.

- Jeg ved, han har været rigtig glad for at være i Frederikshavn, og han har også takket mange gange, fordi vi gav ham chancen og lod ham stå som førstemålmand. Vi har været godt tilfredse med ham, men det er svært, når der kommer klubber fra Allsvenskan på banen. Det er trods alt et højere niveau, erkender Henrik Andersen.

Mens der endnu ikke er sat navn på George Sørensens kommende arbejdsgiver i Allsvenskan, står det dog klart, at Jacob Dahlström skifter til samme række. Svenskeren er således blevet præsenteret som ny spiller i Tingsryds AIF.

- Vi vidste, at det ville blive meget svært at holde på ham. Vi har også vidst, at vi ville miste de her spillere i et stykke tid, og det er derfor ikke en stor overraskelse, siger Henrik Andersen, der er helt klar over styrkeforholdet mellem dansk og svensk ishockey.

- Sådan er det. Vi er vant til det her med stor udskiftning år efter år. Vi er en udviklingsliga, og vi har ikke de samme penge, som de har i andre lande. Vi er selvfølgelig ærgerlige over at miste spillere, men vi ved også, at de kan erstattes, fastslår Henrik Andersen, der nu skal til at arbejde med at sammensætte et slagkraftigt hold til næste sæson.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden