Staldpige og stjernetraver
Lokal staldpige, hest og kusk kæmper om halvanden million kr.
Rie Raun fra Brønderslev bruger alle ugens syv dage efter arbejde på at hjælpe til hos travtræner Flemming Jensen i Hjallerup. Han driver en af landets største stalde, hvor blandt andre Danmarksmesteren Local Conch befinder sig. Lørdag skal den ud i det svenske Olympiatravet med halvanden million kr. til vinderen. Løbet er hvert år er med til at samle penge ind til svenske idrætsudøvere med OL-drømme. Brioni vandt sidste år, og i vindercirklen var dengang den danske staldpige Marie Ullerup Hansen. I dag er der måske igen en dansk staldpige i vindercirklen. Danske Local Conch er med igen i år. Og naturligvis drømmer dens staldpige, Rie Raun, om at skulle til vindercirklen, men drømmen rækker videre: Til et af Europas største sprinterløb, Elitloppet. - Selvfølgelig drømmer man om at være med i Elitloppet. Det kunne da være fantastisk, men spørgsmålet er selvfølgelig, om han er god nok. Det har vi aldrig fået bekræftet, men sidste år vandt han miniudgaven af Elitloppet, Sweden Cup, fortæller Rie Raun, der kalder det løb for en af hendes største oplevelser nogensinde. Det er tredje sæson, Rie Raun tager sig af Local Conch. Hun er ikke ansat i stalden hos Flemming Jensen, men hjælper blandt med at træne og være med på løbsdage. Faktisk er hun alle ugens syv dage i stalden for at passe lidt over en håndfuld travheste. - Jeg har et almindeligt job ved siden af, men når jeg er færdig som arbejdstilrettelægger ved Falck i Aalborg, suser jeg ud til Flemmings stald og arbejder videre med hestene. Kender hesten godt Rie Raun kender hesten så godt, at hun ved første øjekast kan se, om den er i orden og tændt på dagen. - Local Conch er speciel. Han vil helst, at tingene foregår, som de plejer. Derfor skal der ikke laves meget om på hans rytme og måden at gøre tingene på. Bortset fra det bliver han passet nøjagtig på samme måde som de andre heste, jeg har med at gøre. Men han er nok tættere på mit hjerte end de andre heste, indrømmer Rie Raun. Når en af "Ries" heste starter, har hun det bedst, hvis hun kan få lov til at stå lidt alene. - Det handler ikke om overtro, men om at jeg gerne vil fokusere og ikke være forstyrret af andre. Men i forhold til Local Conch, er det lidt anderledes. Så står jeg ofte og ser løbet sammen med hestens svenske ejere, siger hun. Det bliver svært at nå helt til tops i Olympiatravet. Local Conch har kun startet én gang i år - og vandt. Faktisk har hesten vundet halvdelen af de løb, den har startet i - i alt fire millioner kr. i sit liv, næsten halvdelen sidste år. TV4 Sverige bringer løbet lørdag kl. 18-19.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.