Stefan Madsen bliver landsholdsassistent
Aalborg Håndbolds assistenttræner Stefan Madsen er blevet tilknyttet herrelandsholdets U21-hold
Opdateret kl. 15:28
AALBORG: Det bliver Aalborg Håndbolds assistenttræner, 36-årige Stefan Madsen, der skal være assistenttræner for Claus Hansen på U21-herrerne efter Per Sabroe, der stoppede efter sommerens EM.
Stefan Madsen er allerede ansat i DHF som områdeleder, og det er en af de kvaliteter, som landstræner Claus Hansen hæfter sig ved.
- Vi vil gerne have sammenhæng i vores talentarbejde mellem distrikter, talenttræning og ungdomslandshold, og der bliver Stefan Madsen et vigtigt bindeled, fortæller landstræneren og uddyber valget.
- Stefan har den daglige træning med nogle af landets dygtigste spillere, og han er meget grundig og seriøs i alle facetter af sit arbejde. Desuden er han velbevandret i de mentale aspekter af talentudviklingen, og det er en del af arbejdet med de unge mennesker, der med garanti kommer til at fylde mere og mere i de kommende år, afrunder Claus Hansen
Glæder sig til talenter
Om det kommende job som assistenttræner, der er kommet på plads via fleksibilitet fra både Aalborg Håndbold og Aalborg kommune, siger Stefan Madsen:
- Jeg er glad for den tillid, man viser mine kompetencer og glæder mig til at blive en del af teamet. Talentudvikling har altid ligget mit hjerte nært, og derfor bliver det spændende at skulle være med til at forme fremtidens topspillere.
Når Claus Hansen efter U21 VM i Brasilien næste sommer begynder arbejdet med årgang 1998/1999 vil det fortsat være med Stefan Madsen som højre hånd.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.