Største tyveri

Mens vi alle går og håber på, at vejret bliver varmere, og planterne i både haver og på marken rigtig skal komme i gang, så er der ved at planlægges det største tyveri over for danske landmænd i nyere tid.

Her tænkes på de 10 meter bræmmer, som regeringen er ved at indføre. I forvejen er landmændene pålagt 2 meter bræmmer langs vandløb. Uden at få kompensation! Nu kommer der så yderligere krav. Dog er der stillet en lille erstatning i udsigt. Men den vil kun kunne dække en brøkdel af, hvad landmanden går glip af. Vi landmænd har købt og betalt for jorden. Samtidig betaler vi vores ejendomsskat og har derfor selvfølgelig lov til at dyrke den. Det er svært for udenforstående, at det betyder noget bare at lave de 10 meter bræmmer. Men omregner vi det i de afgrøder, danske landmænd kunne have avlet på jorden, så svarer det til ca. 500 mio. kr. Det er ikke bare penge, landmanden går glip af, men som hele landet kommer til at mangle. Landmænd er, selvom mange påstår det modsatte, skattepligtige. Så det er os alle sammen, det går udover. Forleden var jeg sammen med en svineavler, som vil komme til at afgive 32 ha. Hver ha har en handelspris på ca. 150.000 kr. Altså 4,8 mio. Det er da et tyveri, der er til at tage og føle på. Nu kommer han også i harmoniproblemer, som det så smukt hedder. De 32 ha giver ham lov til at opfede et vist antal grise! Den ret forsvinder nu op i den blå luft. Så derfor vil han være nødt til at tømme en del af hans svinestalde, som han i god tro har bygget, temmelig sikkert for lånte penge. Manden bliver nu dobbelt straffet. Først stjæler man jorden fra ham, og bagefter gør man hans produktionsapparat uøkonomisk. Senere vil det så lyde, at landmanden eller for den sag skyld resten af erhvervet, har gældsat sig uden at tænke sig om. De 10 meter bræmmer laves for at beskytte vores vandløb. Men forslaget er totalt forfejlet! Hvad med om man havde lavet en frivillig ordning og så have taget de områder ud af produktion som ikke kan drives effektivt. Langs en del vandløb kan der måske laves 50 meter bræmmer og så bare lade dem afgræsse. Derved opfyldes de krav, der er til hektarstøtte. Landmanden vil være tilfreds, og EU vil komme til at yde deres del. Nu forsvinder både EU-støtten og vores tab af god landbrugsjord med værdien af avlen ud af landet. For ikke at snakke om arbejdspladser. De andre EU-bønder griner godt i skægget af de dumme danskere og med god grund. Lad os få de 10 meter bræmmer taget helt af bordet og så lav en fornuftig løsning på problemet. Hvis der da er et problem. Bræmmerne indføres for at vi skal nedbringe udvaskningen af nitrat. Jeg har lige deltaget i en landsdækkende drænvands undersøgelse. I mit drænvand var der i gennemsnit af prøverne under 2 mg. Nitrat. Alle ved, at grænseværdien for drikkevand er 50 mg. Så det kan ikke være fra marken, nitraten kommer! Jeg tror snart, at danske bønder siger, at nok er nok! Det her finder vi os ganske enkelt ikke i.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden