Røverier

Straf for røveri sat ned

Offer og gerningsmand kendte hinanden og det gav lavere straf

Foto: Michael Bygballe
Foto: Michael Bygballe Michael Bygballe

AALBORG: For to mænd på 30 og 51 år var det en god ide at anke byretten i Aalborgs dom for hjemmerøveri til Vestre Landsret.

I byretten var de blevet dømt for hjemmerøveri med skærpende omstændigheder for to gange at skubbet til deres offer og røve 230 kroner, to pakker cigaretter samt to computere, og de blev straffet med henholdsvis fem og tre års fængsel.

Men i Vestre Landsret blev straffen onsdag sat ned til to år og tre måneder samt 18 måneders fængsel.

Landsretten kunne nemlig ikke afvise, at ofret og den ene af røverne kendte hinanden i forvejen, og at der derfor ikke var tale om vildtfremmede mænd, som overfalder en intetanende mand i hans hjem. Dermed var der ikke tale om et hjemmerøveri med skærpende omstændigheder,

Skubbede og stjal

De to mænd blev i oktober sidste år i byretten dømt for hjemmerøveri begået under skærpende omstændigheder i maj 2013, oplyser anklager Iben Degnbol fra Statsadvokaten.

De dømte opsøgte deres offer i hans hjem på Signalvej 15. maj om aftenen.

De ringede på og skubbede manden omkuld, da han åbnede døren og stjal 100 kroner fra hans lomme. Bagefter skubbede de igen til manden, da han sad i en sofa, og stjal yderligere 130 kroner, to pakker cigaretter samt to computere og stak af.

Tiggede cigaretter

I landsretten forklarede den ene af røverne, at han havde købt noget narko af ofret, og der var tale om dårlig narko. Derfor ville han have sine penge igen - men den forklaring afviste ofret.

Til gengæld kendte ofret til den anden af røverne, som dagligt kom hos den overfaldne og tiggede cigaretter, og derfor var der ikke tale om et hjemmerøveri med skærpende omstændigheder.

Det var i juni 2011, at Folketinget strammede straffeloven for hjemmerøverier, hvor gerningsmand og offer ikke har forudgående personlige relationer, og motivet er en formodning om værdier i ofrets hjem, ligesom gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, selv om beboeren var hjemme.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden