Strakspåbud efter to fiskeres død
Arbejdstilsynet understreger vigtigheden af at forebygge arbejdsulykke

Arkivfoto: Jan Pedersen
STRANDBY:På baggrund af egne undersøgelser og Nordjyllands Politis efterforskning af to fiskeres død i Strandby Havn mandag aften udsteder Arbejdstilsynet nu to strakspåbud.
Det er påbud til firmaet bag den involverede kutter og til virksomheden bag losningen af fiskene fra kutteren, fordi der er sket overtrædelser af arbejdsmiljøloven.
En 58-årig skipper og hans 21-årige nevø omkom i kutterens lastrum, som følge af svovlbrinteforgiftning under losningen af skidtfisken, brisling. Gassen dannes, når eksempelvis skidtfiskene går i forrådnelse, hvilket det varme vejr og varme hav har givet gode forudsætninger for.
Vigtigt at forebygge
- Det er meget tragisk og ulykkeligt, når sådan noget her sker, og det kan virke hårdt at udstede strakspåbud i sådanne sager med dødsfald. Men det er så vigtigt, at vi forebygger disse uheld. Derfor udsteder vi de to påbud, oplyser tilsynschef Tommy Bach, Arbejdstilsynet.
Der er nemlig klare regler for losning af fisk, og tilsynschefen henviser til Arbejdstilsynets vejledning ”Arbejde med losning af industrifisk på skibe i havn”.
Den anviser løsninger som opsætning af egnet ventilation i lastrummet, eller at man med en iltmåler undersøger, om der er tilstrækkeligt med ilt i lastrummet, og endelig er brug af åndedrætsværn også en mulighed.
- Der er intet i vores undersøgelser, der peger på, at nogle af disse foranstaltninger har været brugt, siger tilsynschefen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.