Stuehuset brændte: Han har kun ét sæt tøj tilbage
Onsdag morgen udbrød der brand i en landejendom på Thorupholmevej - ejer mistede alt
Opdateret 25. januar 2018 kl. 08:28
THORUP HOLME: 41-årige Poul Arne Andersen fik en onsdag, han formentlig aldrig glemmer. Efter at han er taget på arbejde, får han pludselig et telefonopkald.
- Jeg blev ringet op af min nabo, som fortalte, der var ild i mit hus. Da var jeg ovre på mit arbejde, hvor jeg gik og malkede køer, fortæller han.
Poul Arne Andersen kører hurtigt de fem-seks kilometer hjem - og dér bliver han mødt af et trist syn.
- Der var ild ovenud af taget i den ene ende, og der var ild ved alle vinduerne.
Også brandvæsnet er - lidt før klokken seks - blevet alarmeret.
- Vi har behov for to slukningstog (fra henholdsvis Brovst og Fjerritslev, red.) for at håndtere branden, siger Niels Nygaard, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Efter cirka en halv time er ilden under kontrol.
- Da har vi så meget styr på den, at den ikke breder sig til de andre bygninger omkring stuehuset, tilføjer han.
Stuehuset står dog ikke til at redde - det har branden efterladt som en sodet ruin.
Brandårsag undersøges
Det store spørgsmål er nu, hvordan branden er opstået.
- Jeg tror, at politiet vil have teknikere på en gang i løbet af ugen, siger Niels Nygaard.
Dén undersøgelse er landejendommens beboer naturligvis spændt på.
- Jeg har ingen idé om, hvad det skyldes. Men jeg startede tørretumbleren og vaskemaskinen, da jeg tog hjemmefra - om det er det (der er årsagen, red.), det aner jeg ikke noget om. Men det er da et muligt bud, siger Poul Arne Andersen.
- Det er sådan en lidt mærkelig situation at stå i, lyder det fra manden, som nu kun har det ene sæt tøj, som han var taget på arbejde i.
Alligevel forsøger han at lade være med at hænge med hovedet.
- Hvad gør du nu?
- Det ved jeg ikke. Det finder jeg ud af, siger Poul Arne Andersen.
- Men jeg kan da ikke bare stå og græde over det her. For det hjælper da i hvert fald ingenting.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.