Styr på dæmonerne

Iben Hoberg Jørgensen er nu i praktik i Netto, og hendes selvværd er i årets løb kravlet støt opad

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

FREDERIKSHAVN:For et år siden bragte NORDJYSKE en artikel om den dengang 19-årige Iben Hoberg Jørgensen fra Frederikshavn, der i alle skoleårene var igennem et moppehelvede.

Hver eneste dag - fra børnehaveklassen og til og med 9. klasse - blev hun konfronteret med, at hun var tyk, uduelig og dum.

Mobningen stod på både på skoler i Grenå (hvor hun er født) og i Frederikshavn.

Ingen ville være venner med Iben, og efterhånden begyndte hun at tro på de skældsord, som de andre i klassen brugte mod hende.

Mere og mere stædig

Men via nærmest en umenneskelig anstrengelse blev Iben samtidig mere og mere stædig.

Hun nægtede at bøje nakken.

Og hun holdt stand, indtil folkeskolen var et overstået kapitel.

Nu er der gået et år siden den første artikel, og det er tydeligt, at Ibens selvværd er stigende.

Da vi talte sammen første gang, havde Iben (nu 20 år) følge af en frivillig medarbejder fra Ventilen i Frederikshavn.

Og jeg skulle ind i mellem nærmest hive ordene ud af Iben.

Ventilen er et mødested i Frederikshavn for ensomme unge mellem 15 og 25 år, og som er et tilbud, Iben har haft - og har - rigtig meget glæde af.

Denne gang kommer Iben alene til interviewet, og ordene kommer meget nemmere til hende.

- Det betød - og betyder - meget for mig at få fortalt min historie. Det at stå frem har givet mig mere selvtillid, og jeg mener også, at mange skoler har godt af at høre min historie, siger Iben Jørgensen, der samtidig har fremelsket sin helt egen barke livsfilosofi.

En livsfilosofi hun blev bekræftet i for en måned siden, da Iben overværede komikeren Linda P’s seneste show.

- Noget af essensen fra Linda P. er, at det ikke kan nytte noget, at jeg gemmer mig bag min fortid som mobbeoffer. Selv om det af og til er svært, skal jeg videre med mit liv, siger Iben Jørgensen, der dog stadig mærker konsekvenserne af den intensive mobning.

Sådan cirka én gang om måneden kan hun enten blive ked af det, eller også lukker hun sig inde i sig selv, mens minderne fra skoletiden glider over nethinden.

Disse tilbagefald kan vare en dag - eller en uge.

Iben har dog aldrig haft lyst til at tale med en psykolog. For hun føler trods alt, at hun har styr på dæmonerne og de dårlige oplevelser fra dengang

Hun passer sin uddannelse, og hun har fået flere veninder omkring sig, ligesom Iben har et rigtigt godt forhold til sin mor og papsøster.

Og tjansen hos FDF, hvor Iben er frivillig leder, har hun stadig.

Men tilbage står, at Iben ikke har meget tilovers for, at skolerne står og vifter med deres mobbepolitik.

- Mange gange er en mobbepolitik jo bare noget, der ligger i skuffen. Jeg mærkede i hvert fald ikke noget til, at skolerne havde en mobbepolitik.

- Mobningen blev kun bekæmpet overfladisk, og jeg savner blandt andet, at lærerne går tættere på og finder ud af, hvorfor den enkelte elev mobber, siger Iben Jørgensen, der ikke ville have noget imod at tage rundt på skolerne og fortælle sin historie - og fortælle elverne, hvor hårdt det er at blive mobbet.

Kontakten med kunderne

Men lige nu handler det om at gøre uddannelsen færdig.

I forbindelse med hendes STU-uddannelse (uddannelse for unge med særlige behov), som hun har et år tilbage af, er hun i øjeblikket i praktik i Netto på Hjørringvej i Frederikshavn.

Når uddannelsen er færdig næste sommer, vil Iben gerne fortsætte med at arbejde i et supermarked.

- Jeg kan godt lide kontakten til kunderne, og jeg møder på den måde nye mennesker. Så alt i alt føler jeg, at jeg er kommet videre med mit liv, siger Iben Jørgensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.