Så mange indlægges med ubehagelig virus

Den seneste måned er antallet af indlagte med RS-virus i Nordjylland mere end fordoblet - se hvilke aldersgrupper, der er hårdest ramt  

NORDJYLLAND:Flere end 100 småbørn har den seneste måned været indlagt på børneafdelingerne i Aalborg og Hjørring med RS-virus, og det ugentlige antal indlæggelser er øget markant. I begyndelsen af september måned blev cirka 10 nordjyder indlagt med RS-virus om ugen - den seneste uge har det været 60 nyindlæggelser - langt de fleste er børn under seks måneder.

- Vi er nu ved at være oppe på samme niveau som sidste år, men vi er bedre forberedt, og kan håndtere stigningen i antal indlæggelser, siger Charlotte Rittig, ledende overlæge ved Aalborg Universitetshospitals børneafdeling i Reberbansgade i Aalborg.

Fredag havde børneafdelingen i Aalborg 12 indlagte småbørn til behandling for RS-virus. I Hjørring var tallet fire, og yderligere fire forældrepar var fredag eftermiddag på vej til afdelingen med deres børn. Det er kun børneafdelingerne i Aalborg og Hjørring, der modtager børn med RS-virus.

I Aalborg overvåges de børn, der er hårdest ramt, på intensivafsnittet, mens børn under en måned behandles på neonatalafdelingen. De øvrige tager man sig af på børneafdelingen. 

Der har været behov for at trække på ekstra læger og sygeplejersker, blandt andet fordi også mange ansatte på børneafdelingen i øjeblikket er sygemeldt - nogle med RS-virus, som kan ramme alle.

I de fleste tilfælde viser RS-virus sig imidlertid blot i form af snot, hoste og feber, som er til at håndtere. Større børn og voksne har desuden opbygget en vis immunitet fra tidligere smitte.

Småbørn og ældre

Men når RS-virus rammer småbørn og ældre, kan det give problemer. Dels rammer virus hårdere, når børn møder den første gang, dels huserer virus i de nedre luftveje, og det kræver en vis styrke at hoste den seje slim op og skabe plads i luftvejene.

Det er forklaringen på, at især småbørn, handicappede, muskelsyge og ældre bliver indlagt med RS-virus, og i nogle tilfælde må behandles med en c-pap-maske, for at sikre, at de får den ilt, de har behov for.

Nordjylland har landets højeste incidens når det gælder RS-virus, dvs. antal smittede i forhold til indbyggertal. Det skyldes primært sygdomstilfælde blandt ældre, som i Nordjylland udgør en relativt stor andel af befolkningen. Der er ikke flere småbørn med RS-virus i Nordjylland, end man kan forvente i forhold til indbyggertal.

Dødsfald blandt ældre

Siden begyndelsen af september har der i Nordjylland været 14 dødsfald blandt personer indlagt med RS-virus. Der er primært tale om ældre over 75 år, som formentlig er svækket af anden sygdom, og der har ikke været dødsfald blandt nordjyske børn som følge af RS-virus. 

- Det er vigtigt at sige, at forældre naturligvis skal reagere, hvis barnet har problemer med vejrtrækningen og begynder at trække vejret hurtigt, for ellers kan det udvikle sig alvorligt, siger Charlotte Rittig.

Hvis et barn har svært ved at få luft, skal man hurtigst muligt kontakte egen læge eller vagtlæge. Så er det egentlig ligegyldigt, om der er tale om RS-virus eller en anden infektion, understreger overlægen.

- Men når blot de kommer ind på sygehuset og får den nødvendige behandling, er RS-virus ikke en sygdom, som børn dør af, understreger Charlotte Rittig.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.