Duedahls hovedpine er ikke pengene. Den trykker et helt andet sted
Økonomien ser betydeligt bedre ud for Region Nordjylland. Men der er stadig hovedpiner at løse for regionsrådsformanden, Mads Duedahl (V), og de handler om andet end penge
Opdateret kl. 19:23
Den store sparekniv var fremme sidste år, hvor dialysepatienter selv måtte medbringe tæpper, og nogle patienter måtte smøre madpakke hjemmefra, hvis de skulle en tur forbi hospitalet.
Men i år er der igen blevet penge til tæpper til patienterne.
- Man kommer til at mærke det her budget ved, at man i fremtiden kommer til at vente kortere tid, end man gør i dag. Når jeg møder nordjyderne, kan jeg forstå, at noget af det, de går allermest op i, er, at når man har en lidelse, så kan man blive opereret hurtigst muligt, siger Mads Duedahl (V) til Nordjyske.
- Der er blevet tilført penge, og det har givet os en god ramme for at lande et forlig.
En historisk økonomisk aftale luner godt og tilfører Region Nordjylland 246 millioner ekstra i budgettet for 2025.
Det blev en historisk aftale om et markant løft af regionernes økonomi for 2025 mellem regeringen og Danske Regioner, der nu sikrer, at Region Nordjylland kan få budgetterne til at gå op.
Med aftalen løftes den regionale driftsramme til sundhed med 2,1 mia. kr på landsplan, der landede i juni 2024.
FinansministerietDe største knaster
Stigende medicinpriser har især været med til at udhule Region Nordjyllands økonomi, og i det nye budget er der funder 87 millioner kroner til at lette presset.
- Det er afgørende for, at vi ikke skal bremse hårdt op og begynde at fyre folk næste år, siger Mads Duedahl.
Her er nogle af hovedpointerne, der er prioriteret i det nye budget i det nordjyske sundhedsvæsen i 2025.
Der bliver tilført 35 millioner til flere operationer, 12 millioner kroner til at styrke børne- og ungepsykiatrien, syv millioner kroner til diabetesområdet.
- Som den sidste region i Danmark afsætter vi nu penge til, at alle diabetikere nu får glukose-sensorer til alle type-1-diabetikere. Det, synes jeg, er enormt vigtigt, siger han.
Når du har det "allerværst"
Ambulancetjenesten bliver der investeret ni millioner kroner i.
- Da vi var færdige med at finde penge til medicin og udflytning til NAU var der cirka 15 millioner kroner tilbage, siger Mads Duedahl.
Og dem har Region Nordjylland valgt at putte i nogle af de steder, der kan mærkes for nordjyderne.
- Når du har det allerværst. Når du venter på at ambulancen skal komme, når dit barn bliver ramt af en psykisk lidelse, eller hvis du har behov for en operation - det er i den ende, hvor det betyder allermest, siger Mads Duedahl.
Penge løser ikke alle problemer
Selvom budgettet ser bedre ud, er rekruttering af kvalificeret personale stadig en af Mads Duedahl og Region Nordjyllands helt store udfordringer.
Især inden for ambulancetjenesten er der problemer med at finde og fastholde mandskab, hvilket har betydet, at flere ambulancer står tomme og ubrugte på grund af manglende bemanding.
- Skal man tage en ambulancebehandleruddannelse, så foregår det i Esbjerg. Det er en kæmpe udfordring, at vi ikke har noget nært uddannelse, der giver bedre muligheder for rekruttering. Men i budgettet er der afsat ni millioner til ambulancetjenesten, siger Mads Duedahl.
Han erkender, at penge ikke løser alle problemer i det nordjyske akutberedskab, men han understreger, at han ser penge som en del af løsningen.
Bag budgetforliget 2025 står alle partier, og blækket størknede på aftalen efter cirka fire timers forhandlinger.
- Øget operationskapacitet: 35 millioner kroner
- Børne- og Ungdomspsykiatrien: ca. 12 millioner kroner
- Diabetesområdet og glukosemålere: 7 millioner kroner
- Kræftområdet: 5 millioner kroner
- Styrket beredskab over for kriser: ca. 2 millioner kroner
- Akutmodtagelserne: 7 millioner kroner
- Fødselsområdet: 4 millioner
- Den Præhospitale Virksomhed: 9 millioner kroner
- Socialfagligt tilbud til udsatte borgere med sygdom: 4 millioner kroner
- Pulje til at sikre bedre arbejdsmiljø: 2,6 millioner kroner
Stigende udgifter og uundgåelige udgifter: ca. 231 millioner kroner, herunder blandt andet:
- Stigende udgifter til medicin: 87 millioner kroner
- Pres på almen praksis: 33 millioner kroner
- Udflytning til Nyt Aalborg Universitetshospital: 60 millioner kroner
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.