Har vi fået for lidt covid-vaccine? Nu reagerer nordjysk overlæge
Ledende overlæge Annebirthe Bo Hansen er fuld af undren over påstand om, at regioner har forsøgt at strække covid-vacciner, så borgerne har fået for lidt i sprøjten. Alle nordjyder har fået det, de skulle have, fastslår hun
Opdateret 27. september 2022 kl. 10:25
NORDJYLLAND: - Jeg kan garantere, at alle nordjyder har fået den korrekte dosis covid-vaccine.
Sådan lyder det fra ledende overlæge Annebirthe Bo Hansen, Klinisk Biokemisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.
Hun føler sin faglige stolthed beklikket, efter at medierne det seneste døgn har citeret DR for, at vaccinerne er udnyttet på en måde, så de vaccinerede ikke har fået den anbefalede dosis.
Et forsøg, som DR har fået foretaget på Teknologisk Institut, skulle angiveligt dokumentere, at tre millioner danskere er blevet underdoseret med coronavaccine, fordi man trak flere doser op af glassene, end der var vaccine til. Påstanden lyder, at hvis man med en særlig metode trak syv doser i stedet for seks fra hvert glas, ville de pågældende få ti procent mindre vaccine end anbefalet.
- Det er grebet ud af luften, og det er ærgerligt, at borgerne her lige inden en ny vaccinationsrunde - helt ubegrundet - får en frygt for, om vi nu gør det korrekt, og at der rejses tvivl om vores faglighed, siger overlægen.
Særligt uddannede
Annebirthe Bo Hansen er ansvarlig for, hvordan man her i Nordjylland håndterer de vaccinedoser, man modtager.
Hun har haft ansvaret for oplæring af det personale, der har haft til opgave at hente de rette vaccinedoser op af hætteglassene ude på vaccinestederne.
- Inden vi overhovedet gik i gang med at vaccinere, blev vores personale trænet i optræksproceduren og blev først godkendt, når manøvren kunne udføres til perfektion, understreger Annebirthe Bo Hansen.
Hun står på mål for, at alt er foregået på en videnskabelig godkendt måde.
- Derfor kan jeg sige med sikkerhed, at alle borgere i Nordjylland har fået de 0,3 milliliter, som de skulle have.
Trak lidt ekstra
Hver eneste gang, der skulle doseres, trak man en anelse mere end de 0,3 milliliter op i sprøjten, idet der altid vil være væske, som bliver hængende i spidsen af den kanyle, som bruges til vaccinationen. Når det spild er fraregnet, rammer man de 0,3 milliliter som hver enkelt, der vaccineres, skal modtage.
- Til at begynde med kunne vi kun få fem til seks doser ud af et hætteglas.
- Men efterhånden blev de fleste så rutinerede, at de kunne trække syv doser op, og hver eneste gang naturligvis med den korrekte mængde.
- Det var da kun fint, så vi hurtigst muligt kunne vaccinere så mange nordjyder som muligt, pointerer hun.
Anbefalet dosis for Pfizer-vaccinen er 0,3 milliliter, men for enhver manuel procedure, vil der være en usikkerhed, dvs. man kan ikke altid ramme præcis 0,30 ml. Derfor vil man se, at den vaccinedosis, der er givet, vil svinge mellem 0,29 og 0,31 ml.
Et minimalt og helt naturligt spænd og lang fra den underdosering på ti procent, som kritikken lyder på, fastslår overlægen.
Fejlagtig konklusion
Annebirthe Bo Hansen kan ikke gennemskue, hvordan Teknologisk Institut er nået frem til, at man skulle have underdoseret covid-vaccinen til millioner af danskere.
En teori er, at instituttet har benyttet en kanyle med for stor volumen, så der er gået så meget vaccine til spilde, at der ikke har været de 0,3 milliliter tilbage i hver dosis. En anden forklaring kan være, at de ikke har været tilstrækkeligt rutinerede, og derfor ikke har været i stand til at hente syv doser op af hætteglasset. Men de seks doser man i så fald nåede op på, burde vel alligevel indeholde de anbefalede 0,3 milliliter, funderer Annebirthe Bo Hansen, der er fuld af undren over DR og Teknologisk Instituts regnestykke.
Covid-vaccinen fra Pfizer blev tidligere leveret i form af hætteglas med en lille koncentreret dosis vaccine, der skulle opblandes med saltvand i hætteglasset - de nye leveres helt klar til brug.
Annebirthe Bo Hansen har ikke kendskab til, hvordan man har udført processen andre steder i landet. Men her i Region Nordjylland fulgte man en praksis, hvor man efter opblandingen med saltvand indsatte en optrækskanyle i glasset. En form for indsats, hvor igennem man så kunne trække de enkelte doser op i vaccinesprøjten, og derved minimere spildet.
- Jeg ved ikke, om det er den måde Teknologisk Institut har arbejdet på, men hvis de har handlet anderledes, kan det forklare, at de ikke har kunne få det til at fungere optimalt, siger hun.
- Men det er voldsomt uheldigt, at det fører til, at de nu rejser kritik af vores praksis, fastslår Annebirthe Bo Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.