Svært at finde Trillingsgaards efterfølger
Stillingen som direktør for Aalborg Kongres & Kultur Center er genopslået
AALBORG: Det er tilsyneladende ikke så nemt for bestyrelsen for Aalborg Kongres & Kultur Center at finde en kvalificeret afløser for centrets mangeårige direktør Ernst Trillingsgaard, der har bebudet sin afgang til maj næste år.
Ifølge NORDJYSKEs oplysninger var der tæt på 30 kandidater ved den første ansøgningsrunde, da fristen udløb 15. november. Men ingen af dem har haft de helt rigtige kvalifikationer, for stillingen er netop genopslået med ansøgningsfrist 4. januar.
- Vi har set alle ansøgninger i første runde igennem og talt med fem af ansøgerne. Men vi vil gerne have et bredere felt, oplyser Finn Karstenskov, næstformand for AKKC’s bestyrelse.
Brede kompetencer
- Der er tale om en stilling, der kræver meget brede kompetencer. Man skal have sans for det kunstneriske og kreative og samtidig være en god forretningsmand, forklarer Finn Karstenskov, der sammen med bestyrelsens formand Peter Rindebænk og medarbejderrepræsentanten Carsten Wosylus udgør ansættelsesudvalget.
Ifølge Finn Karstenskov benytter bestyrelsen "alle kanaler", herunder betalte rekrutteringsfirmaer, i jagten på en ny direktør.
- Det er et uhyre vigtigt job, og den, der skal have det, vil blive vejet på en guldvægt. Men det ikke er en ny Trillingsgaard, vi skal have. Det er en ny direktør. Ikke to mennesker er ens. Det er vigtigt at huske på, fastslår næstformanden.
AKKC spiller en stor rolle både direkte og indirekte for nordjysk kultur- og erhvervsliv. Sidste år havde centret godt en halv million gæster, heraf hver fjerde fra møde- og kongresvirksomheden.
Ernst Trillingsgaard er 76 år og har stået i spidsen for AKKC siden 1985.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.