Svendeprøve til topkarakter
Fik 12 til afsluttende opgave på mekaniker-uddannelsen
BRØNDERSLEV: 21-årige Simon Holdt Mortensen har smag for at arbejde med biler og for at uddanne sig til at blive klogere på dem.
Han har netop bestået svendeprøven til mekaniker med topkarakteren 12, og han arbejder hos Uggerhøj i Brønderslev, hvor en stor hal med biler udgør rammen om hans dagligdag.
Der bliver arbejdet på flere biler ad gangen, der er endeløse rækker af værktøj, nogle af dem på rulleborde, som kan køres hen til den bil, der nu skal have stillet en diagnose.
Netop det er en af de ting, han nyder ved arbejdet som mekaniker.
- Jeg kan godt lide at løse de problemer, man får i løbet af dagen, fortæller han.
Han fremhæver også de gode kolleger og værkstedshumoren som noget af det gode ved arbejdet.
Simon Holdt Mortensen tog den lige vej fra 10. klasse til Autocollege i Aalborg, hvor han gav sig i kast med mekanikeruddannelsen.
- Jeg syntes bare, biler var interessante. At få den skilt af og samlet igen og sådan noget.
Til svendeprøven skulle han blandt andet skifte en toppakning og reparere en bil, der bremsede skævt, alt imens to skuemestre og to lærere så til.
Det klarede han så godt, at topkarakteren 12 blev hæftet på hans arbejde. Det kunne sådan set ikke blive bedre.
- Jeg håbede det bedste, konstaterer han.
Med svendeprøven i hus er planen nu, at Simon Holdt Mortensen skal arbejde videre hos Uggerhøj et stykke tid - men han er allerede parat til at kaste sig over mere uddannelse.
- Jeg skal til at læse til maskinmester i Frederikshavn. Jeg vil gerne ud at sejle bagefter. Det er også for at udvide min horisont og lære noget mere - og udfordre mig selv, forklarer han.
Planen er, at det skal være til januar, hvis han kommer ind.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.