Tag en rask gåtur i det uendelige univers
Fire gymnasieelever har lavet et forslag til en motions- og oplevelsessti med information om verdensrummet og planeterne

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:Det begynder at blive koldt om natten. Du skal have vanter på, når du cykler til arbejde om morgenen. Og lys på cyklen.
Men trøst dig med, at du ikke bor på Merkur, solsystemets inderste planet. Her kan temperaturen svinge op mod 600 grader mellem dag og nat. Fra skoldhede 450 graders Celcius om dagen til iskolde minus 170 grader om natten.
En af forklaringerne er planetens kortere afstand til Solen. En anden at Merkur, modsat Jorden, ikke har nogen atmosfære, der som en dyne holder på varmen om natten.
Naturgeografi som valgfag
Det er en af den slags oplysninger, man vil kunne få på en ”Planet-motionssti”, som fire gymnasieelever har udtænkt som en del af deres studie i Naturgeografi.
De fire piger, Emma Nielsen, Cecilie Jensen, Maja Sørensen og Malene Leer, går alle i 3.G på Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus.
Idéen til en planet-motionssti, der fortæller om planeternes diameter, temperaturer, udseende mm., har de fået dels ved at kigge mod Aars, hvor der er en planetsti, dels ved at følge med i debatten om, hvordan vi udvikler Frederikshavn midtby og skaber mere liv og aktivitet. Både for de fastboende og for byens gæster.
Hvor langt er der til ...?
Tanken er, at Planetstien skal starte på Rådhusøen og herfra følge Sæbybanestien sydpå ud til ishuset ved Møllehuset.
- Vi starter med Solen, som skal ligge på Rådhusøen. Det skal være en skulptur af en slags. På Planetstien skal otte af solsystemets planeter så placeres, så vi kan illustrere, hvor langt de hver især ligger fra Solen. Merkur er den planet, der ligger tættest på Solen. Herefter kommer Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn og Uranus, forklarer de fire gymnasieelever. Der for øjeblikket regner på, i præcist hvilket størrelsesforhold stien skal laves.
I første omgang har de regnet i 1:1 milliard, men så ender stien, ja, alt er relativt, helt oppe ved kanonerne på Bangsbo Fort.
- Det synes vi, er lidt for langt, så nu prøver vi at ramme en skala, der passer med, at stien slutter i Møllehuset. Det er en gåtur på 4,5 km, og det er passede, forklarer de fire.
Liv i midtbyen
”Planetstien” er også tænkt som en undervisningsidé til elever i folkeskolen.
Idéen med en planetsti forelagde de forleden for Anders Brandt Sørensen, der er formand for kommunens plan- og miljøudvalg, turistdirektør René Zeeberg og Steen Heftholm fra Park & Vej.
De bakkede alle idéen op, og gymnasiepigerne arbejder videre med detaljerne og forventer snart at kunne aflevere det færdige resultat.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.